Den kollektiviserede lærer

Når blot en unode bliver gentaget tilstrækkeligt mange gange, ender den som regel med at blive accepteret. I sin fremstilling af den interne, navlebeskuende evaluering, der skal frigøre folkeskolen fra folkets nyfigne, målende øjekast, opererer lektor Ole Harrit med begrebet 'fælles refleksion'. Det er tesen fra folkeskolelovens introduktion, at intet i denne verden kan lykkes uden vejen over fællesskabet. DLF skrev i sin nu syv år gamle pjece, at ingen elev kan udnytte sine potentialer optimalt, uden at det sker i et rigtigt gedigent og mest muligt uensartet klassefællesskab. Og nu gentager Harrit fællesskabets forudsætning for, at lærerne kan reflektere. Begge dele er naturligvis grove usandheder. Børnene protesterer selvfølgelig ikke over denne begrænsning af deres evners udfoldelsesmuligheder. Men lærerne. De kunne da protestere. De har jo fået tudet ørerne fulde af påstande om deres begrænsede refleksionsevner. Men lærerne protesterer ikke. De har hørt nedgørelsen så ofte, at den nu bliver taget for givet. Lærerne er efter statens og deres fagforenings ønske blevet reduceret til flokdyr, der kun reflekterer i fællesskab, og som enkeltvis er nulliteter. Og om end det er uforståeligt, at lærerne ikke protesterer, hver gang nedgørelsen forkyndes, er det forståeligt nok, at både stat og fagforening ønsker den udbredt. Lovkravet om at lade al folkeskoleundervisning degenerere til kollektivitetens udvandethed lader sig selvfølgelig lettest gennemføre, hvis det lykkes at få lærerne puttet ind i den samme kollektivitetens udvandethed.

Vagn Madsen

Brønderslev