Den grimme arbejdstidsaftale

Den grimme Arbejdstidsaftale

(frit efter Hans Christian Andersen)

Der var så dejligt i den lille landsbyskole. Det var forår. Eleverne løste innovative gruppeopgaver på deres nye iPads, og der gik læreren på sine lange ben og underviste på sin kreative, differentierende og inkluderende måde, for det havde han lært på University College.

Midt i solskinnet lå der en gammel herregård - Christiansborg kaldet - med dybe kanalgader rundt om, og fra muren ned til vandet voksede der store skræppeblade; de var så store, at de helt overdøvede den skræppen, der kom inde fra Borgen.

”Aha”, knagede det i den ene elev efter den anden, der knækkede læsekoden og løste ligninger i WordMat.

”Rap, rap”, sagde læreren, og så rappede de sig alt, hvad de kunne. Højt og lydeligt.

”Hvor er mit arbejde dog skønt”, sagde læreren ved sig selv og nød, at arbejdstidsaftalen gav ham tid til at planlægge, producere og evaluere sin undervisning.

”Kalder du det undervisning?”, skræppede kællingen på Borgen, der havde en Thorn i øjet på læreren. ”Hver anden, der går ud af din skole, kan jo hverken læse eller skrive. Det siger alle jo, både PISA, Niels Egelund, KL og helt ned til Bruxelles”

”Det er hans arbejdstidsaftale”, brummede Borgens skrappe regnedreng, ”den er rigid, KLam og forhistorisk. Den skal væk” Han sad på statskassen med kinder så store som basketbolde.

”Duér ikke”, skræppede oldermanden fra KL op og slog en blæk-KLat på gulvet, ”det er den værste aftale af dem alle. Den er til et KLart 12-tal! Jeg er ganske øm i hele kroppen af den. Jeg er gul og blå af misundelse over den arbejdstidsaftale og sover forskrækkelig slet. Den er for god og aparte, og læreren skal kanøfles og lockoutes”.

Og sådan gik det.

De næste dage var det et velsignet, dejligt vejr; solen skinnede på den aktionerende lærer, der fik medvind i både befolkning og presse. Selv Clement fra Debatten på DR 1 glemte helt sig selv for et kort øjeblik af bare befippelse over den standhaftige lærer.

”Se, hvor dejligt de klarer sig, hvor flittigt de bruger tasterne og hvor ranke, de holder sig”, rappede læreren, ”De er mine egne elever”

Men kællingen på Borgen fremsatte straks et forslag til en ny skolereform. Det havde hun set andre gøre så tit, så det mente hun også hun skulle nu, da hun endelig var blevet kælling på Borgen. Det var hun i øvrigt kun, fordi læreren havde ment, at det var bedre med en Thorn i øjet end med en Løkke om halsen og derfor havde stemt på hende og Villy, der stod sammen om ”Fair løsning” Han havde dog lidt problemer med det udenlandske og opfattede det som ”Air løsning”. Og det var lige, hvad det var.

”Der kommer et bedre forslag i morgen”, sagde kællingen på Borgen og efterlyste flere aktiviteter og bedre og mere engageret undervisning hele dagen på skolen, og så gik hun ned i andegården.

Der var en skrækkelig støj derinde, thi der var to familier - socialkammeraterne og de liberale, som sloges om taburetterne, og så fik de Radikale dem.

”Arbejdstidsaftalen skal normaliseres”, skræppede regnedrengen og oldermanden om kap og indgik hemmelig aftale og blods ed om at kæmpe mod den grimme arbejdstidsaftale.

Den stakkels lærer måtte kæmpe hårdt for at beholde sin aftale, der blev bidt, puffet og gjort nar af, og det både af regering, KL og opposition.

”Den er forhistorisk og KLodset, stivsindet og konservativ”, råbte oldermanden, og det var det værste man kunne kalde den, thi var man konservativ, så lurede spærregrænsen på én: man endte i rendestenen , hvor gadedrengene regerede og råbte: ”Fare, fare, krigsmand! Døden skal du lide!” Og oldermanden var selv konservativ, men lod som ingenting.

Læreren syntes, at man godt kunne have en anden mening, men det tålte regnedrengen ”SAS” ikke. Det navn havde han fået, fordi han tidligere havde kanøflet nogle andre faggrupper med SM eller SMS eller sådan noget. ”Du skal ikke have mening, når fornuftige folk taler”, fnøs han af læreren og tog fyretøjet på, for nu skulle der spares lønkroner i den offentlig sektor.

Og læreren sad på bænken over for skolen og var i dårligt humør. På skolen måtte han ikke være, lockoutet som han var. Da kom han til at tænke på den friske luft og solskinnet. Han fik sådan en forunderlig og ubændig lyst til at undervise, at han måtte hviske det til KL og regnedrengen.

”Hvad går der af dig”, skræppede de begge op, ”Du har ingenting at bestille her, før du opgiver den grimme arbejdstidsaftale og lader din leder bestemme, hvor megen tid du skal bruge til undervisning og til aktiviteter. Spørg kællingen, klogere end hun er ingen i verden!!

”I forstår ikke, at forberedelse fremmer forståelse”, sukkede læreren.

”Vås, forstår VI ikke at gøre en god skole bedre, hvem skulle så forstå det?”, gentog KL og regnedrengen, ”du elsker jo at undervise; så brug dog nogle flere timer på det. Og tak regeringen for alt det gode, den har gjort for dig. Don´t ask what the government can do for you, ask…..”

En aften I april, solen gik så velsignet ned, drømte læreren om den finske model og så lyslevende new zealandske elever arbejde energisk i klasseværelset. Det var som juleaften i den lille skolestue på landet.

Han strøg en svovlstik mod muren. (for ikke tjenestemandsansatte lærere: En svovlstik er det samme som en tændstik)

”James Bondo”, råbte han, ”o, tag mig med. Jeg ved arbejdstidsaftalen er borte, når svovlstikken går ud, borte ligesom den varme kopimaskine og den velsignede kaffekande”, han dog selv havde måttet betale bønnerne til. Svovlstikken havde han smuglet ud i en sæk med rådne æbler, eleverne havde smidt i et hjørne af fysik- og kemilokalet, da han ved lockoutens indtræden måtte aflevere sin nøgle til kemiskabet til den leder, der nu skulle lede og fordele arbejdstiden helt alene uden besværet med lærere og elever.

Svovlstikken lyste rundt om, og i glansen så han sin arbejdstidsaftale, så KLar, så skinnende, så mild og velsignet. Og den finske model. Aldrig havde han set så prægtig en model, der producerede topelever til Nokia og Fazer. Aldrig havde han set elever forlade en skole, gå ud af skolegården ud i den virkelige Wallstreet-verden med afgangsbeviset i hånden så ranke og stolte, det afgangsbevis, der førte dem til tops på PISA¨s og OECD´s og ADHD´s ranglister. De var så smukke, med skinnende hvide kundskabsvinger og smidige halse. De udstødte en ganske forunderlig lyd: ”Yksi, kaksi kolme” Det kendte han fra sin egen skolegang, fra klasselæreren, der var enelærer i den lille stråtækte. Han havde lært dem det i en geografitime. Det stod endnu klart i lærerens erindring så mange år efter, selv om han - enelæreren - end ikke havde en arbejdstidsaftale, men kun havde et ”kald”.

Så kom maj du kære milde med regeringsindgreb og ny tom arbejdstidsaftale, hvor lederen blev ledere og selv måtte bestemme hvem og hvad, der skulle bruges timer til. For hvad lederen gør, er altid det rigtige!

Læreren var ikke længere lockoutet. Han var knockoutet.

Men det ville blive alt for bedrøveligt at fortælle al den nød og elendighed, han måtte igennem i den hårde vinter, der fulgte: Fast arbejdstid på skolen, forberedelse i frikvartererne, stigende timetal med alderen, ingen ferier, ingen arbejdskontorer og skole-hjem samtaler, når lederen ville det - uden varsel, men han kunne dog trøste sig med én ting her i den kolde vinter: nu var han endelig normaliseret.

Skolereformen blev vedtaget af kællingen og regnedrengen og KL, selv om en lille dreng, der var elev i 1. klasse på den nye Stjerneskole, blev årsag til det helt store postyr. Skolen havde fået sit navn, fordi man i aktivitetstimerne hele tiden legede ”Stjerne for en Aften”. Det var jo dog en Heldagsskole. Og det var det niveau, undervisning uden forberedelse rakte til.

Men drengen. Vi må ikke glemme drengen. Han havde stået i døråbningen og studeret hele molevitten og udbrød nu: ”Vores lærer er jo slet ikke klædt på til undervisning”

”Herre Gud, hør den uskyldiges røst”, hviskede kællingen til regnedrengen, der sendte det videre til oldermanden. Men læreren hørte og forstod det.

Da løftede lærerne i samlet flok deres små hoveder. Det bruste på ny i dem, stærkere end nogensinde før, og før æbletræerne stod i blomst, før syrenerne duftede, og før træerne strakte deres grønne grene lige ned mod de bugtede kanalgader, der omsvøbte Borgen, var lærerne rejst på lavprisbilletter med SAS til de rigtige skoler i Finland, New Zealand og Singapore.

På Borgen holdt kællingen og regnedrengen og oldermanden sig endnu stoltere og udbetalte bonus til lederne, der ledte og ledte på deres skoler men ikke kunne huske: hvad de ledte efter.

”Hvor blev lærerne af?”, brummede regnedrengen, der var villig til at sælge sin bedstemor for at hente dem tilbage og normalisere situationen, og derfor ansatte han oldermanden i Normaliseringsstyrelsen.

”Der kommer en god løsning på det i morgen”, replicerede kællingen. Hun havde nemlig tænkt sig at spørge Villy, som hum så moderligt kaldte; sønnike.

Og Villy var smart. Han havde fået ekstra tid i sin arbejdstidsaftale nu, da alle partimedlemmerne havde meldt sig ind hos socialkammeraterne. Han så dem nemlig i lufthavnen, lærerne, og dristede sig til at spørge en ældre lærer med et par kufferter og et stort kald: ”Hvor tar´ du hen?” Manden svarede Villy: ”Alle os her, vi tar´ til Singapore.”

Så da kællingen dagen efter spurgte sin Villy, ”Hvor tog lærerne hen?”, så kunne han svare fuld af sin sædvanlige portion sunde fornuft, for han kendte svaret forfra og bagfra:

”De tog til Silkeborg!”

I skolerne i Finland, i New Zealand og i Singapore kom eleverne morgenfriske, udhvilede og forberedte i skole den morgen i det spæde forår. Da råbte den mindste: ”Der er kommet en ny lærer”. Og de andre børn jublede med; ”Ja, der er kommet en ny!” Og de klappede i hænderne og dansede rundt og løb efter lederne, og der blev straks disket op brød og kage og kaffe og arbejdstidsaftale efter den finske model, og alle sagde de: ”Den ny, er den smukkeste! Så ung, så pædagogisk, så inkluderende. Og de gamle lærere nejede for ham.

Da følte læreren sig alt for lykkelig. Nu kunne han igen forberede og evaluere sin undervisning. Han var lykkelig, men ikke stolt. For et godt lærerhjerte bliver aldrig stolt. Da bruste det i ham. Hans slanke hals hævede sig og han udbrød: ”Jeg giver aldrig slip på den finske model”:

Go´ kamp!!!!

Med solidarisk hilsen

Frank Zenas