Den gode lærer

Dianas øjne hvilede på siden, men hun læste ikke mere. Hun sad med det seneste nummer af Folkeskolen hvor man havde stillet forskellige skolefolk spørgsmålet: Hvordan er den gode lærer?

"I hvert fald ikke som mig", tænkte Diana. Hun havde netop i dag haft endnu en udfordrende situation med Gustav i 7.a, en situation hvor hun næsten havde tabt det hele på gulvet. Gustav havde igen sagt: "Jeg kan ikke" til en opgave, og senere, da Diana forsøgte at hjælpe ham, havde han vrisset: "Jeg gider ikke det lort!", skubbet papiret væk. Dernæst havde han forsøgt at forstyrre de andre.

Diana havde aftenen forinden gjort sig umage med at sammensætte opgaven som skulle være spændende for Gustav, og drengens afvisende reaktion havde netop den dag ramt Diana hårdt. Selv om hun havde lært sig at holde distance og være forberedt på lidt af hvert, så kunne både elever og kolleger nogen gange vandre lige ind i hendes følelsesliv. Nogle dage følte hun sig hudløs og sårbar. Da Gustav var træt af at forstyrre, forlod han klassen, og hun vidste ikke hvor han var. Den slags kunne også gøre en lektion mere stressfyldt end normalt

Gustav vendte tilbage til klassen lige inden frikvarteret..

"Gustav, du må ikke forlade klassen uden at have fået lov", sagde Diana. "Jeg har ansvaret for dig og skal vide hvor du er."

"Okay", svarede Gustav blot. Diana blev helt glad indeni. Han godtog, hvad hun sagde, anerkendte hende næsten. Det lille "okay" bar hende igennem resten af dagen.

Og nu lå Diana så og slappede af med Den Gode Lærer fra Folkeskolen. Der var mange, sikkert kloge beskrivelser. Siden Diana for nogle år siden var startet på Frydenlundskolen var der faktisk mange kolleger og forældre som havde sagt at hun var en god lærer. De første år inden reformen havde været de bedste for Diana: Hendes kreative evner fik lov til at blomstre under de daværende vide rammer. Reformen og lov 409 havde også gjort ondt på Diana, ikke så meget på grund af den øgede arbejdsmængde, men fordi hun med de pædagogiske vejledninger som fulgte med reformen følte sig begrænset i sin metodefrihed. Diana fandt det kunstigt at skulle jonglere imellem alle de forskellige mål. Hun knoklede med den læringsmålstyrede undervisning, men hun håbede snart at de kloge hoveder ville finde ud af det, hun selv havde erfaret: Den tid man bruger på det, står ikke mål med, hvad man får ud af det. Efter kort tid gad eleverne heller ikke rigtig være med på målvognen. Nå, Diana havde da noteret at Marianne Jelved også var kritisk. Selvfølgelig skal man have mål for ens arbejde, men der måtte være grænser.

Desværre havde Diana allerede set flere af hendes unge kolleger rejse. For et par måneder siden var det Cecilie. Og nu var det Karla som ellers havde fået det kærlige tilnavn "Miss Teacher". Karla havde meddelt at hun ikke kunne finde sine ben i hele målcirkusset. Det fede for hende var at undervise børn, ikke at sidde bag skærmen og forsøge at holde styr på den endeløse samling mål. Karla havde fået job på en idrætsefterskole.

"Jeg ender med at blive den yngste igen", tænkte Diana som netop havde passeret de 30. "Nok om det, jeg må hellere udtænke nogle nye opgaver til Gustav, som han ikke kan sige nej til."

Heldigvis kom Diana sig hurtigt over sine små nederlag som dagens lektion med Gustav.

"Måske er det den gode lærer", slog det hende. "En som husker sine sejre, men hurtigt kommer sig over sine nederlag. Jeg må fluks skrive ind til Folkeskolen.Neej, jeg har vist nok i mit eget..."