Den danske model – form versus indhold

På pressemødet den 11. august 2020, hvor Arbejdstidsaftale 20 blev præsenteret for offentligheden, hyldede forhandlerne for begge parter aftalen som en sejr for den danske model. Set i et forhandlingsperspektiv har de helt ret. Formen for indgåelsen af aftalen har været forhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere uden indgriben fra regering eller folketing.

Når jeg kigger på indholdet af aftalen, ser jeg masser af gode elementer, men jeg ser også alvorlige torne. Der er for mig ingen tvivl om, at det forpligtende samarbejde, der beskrives i aftalen, vil styrke Danmarks Lærerforenings indflydelse både på kommunalt niveau og på den enkelte skole. Det tænker jeg ikke nogen lærer eller børnehaveklasseleder kan være modstander af, for den del af aftalen giver os mulighed for at bruge den danske models stærkeste indholdsmæssige kort: Kollektivets styrke.

Tornene stikker til gengæld frem, når jeg kigger efter de værn og tilbagefaldsregler, der skal beskytte den enkelte lærer eller børnehaveklasseleder, hvis samarbejdet med lederen svigter. Kollektivets repræsentanter – kreds og tillidsrepræsentant – har et tilbagefald, hvis samarbejdet kører fast, da de har den rådgivningsmulighed, der er beskrevet i aftalens bilag 1. Jeg kan ikke finde tilsvarende tilbagefaldsregler for den enkelte kollega, der stadig skal i dialog med skolelederen om indholdet af opgaveoversigten, når kollektivet har været med til at fastlægge de overordnede prioriteringer. Det eneste tilbagefald ved uenighed på det individuelle niveau er lederens ret til at lede og fordele arbejdet, hvilket blev bekræftet som svar på adskillige spørgsmål på det regionale TR-møde, jeg deltog i den 14. august.

Hov! Vent! Ledelsesretten er da arbejdsgiverens tilbagefald – ikke arbejdstagerens – og har siden Septemberforliget i 1899 været hyldet som en af grundpillerne i den danske model som modsvar til vores ret til at forhandle kollektive overenskomster. Vi har netop brug for en arbejdstidsaftale, der opstiller rammer for ledelsesretten på lige præcis dette område, hvor det drejer sig om beskyttelsen af den enkelte kollegas arbejdsvilkår. Kollektivet bliver jo aldrig stærkere end det svageste led.

Denne manglende sikring af individuelle værn og tilbagefaldsregler gør, at jeg stemmer ”Nej” til Arbejdstidsaftale 20 på trods af de gode takter, jeg ser i samarbejdssporet. Mit fagforeningshjerte tillader mig ikke at efterlade den enkelte kollega på perronen!

Hvilket minimum af tilbagefaldsregler skal der så til, for at jeg kan acceptere aftalen? Der har været talt og skrevet meget om maksimale undervisningstimetal og forberedelsesfaktorer, men for mig at se, vil disse elementer ikke give den tilstrækkelige argumentation for kollektivet (repræsenteret ved tillidsrepræsentanten) til at beskytte den enkelte kollega mod et alt for højt arbejdspres, så længe der ikke er fastsat tid på alle opgaver – store som små. Så for mig vil tid på alle opgaver i kombination med det beskrevne samarbejdsspor være det minimale og helt afgørende første skridt mod en fuld og hel arbejdstidaftale, der kan stå alene på alle niveauer fra de centrale parter og ud til den enkelte lærer eller børnehaveklasseleder på den enkelte skole.

Mit ”Nej” til Arbejdstidsaftale 20 skal ses som en opbakning til vores forhandlere, så de ved overenskomstforhandlingerne i 2021 kan indgå en arbejdstidsaftale, der gennem en kombination af individuelle værn og kollektivets styrke hylder den danske model i både form og indhold – med eller uden hjælp fra Forhandlingsfællesskabet.