Den betydningsløse og ligegyldiggjorte folkeskole

Én ting må stå nagelfast sikkert som konsekvens af hele balladen omkring lærernes arbejdstidsregler og den dertil knyttede heldagsskole. Folkeskolen har nu endelig i undervisnings- og uddannelsesmæssig henseende mistet den sidste rest af betydning som skole. Folkeskolen er i henseende til uddannelse blevet en udfladet ligegyldighed, som kun fremhæves i tomme fraser og ellers alene har betydning som børneopbevaringssted.

Der var engang, hvor lærerne var tjenestemandsansatte. Det var de for at forhindre, skolen kunne sættes i stå ved hjælp af strejker eller lockout'er. Så ophævede man tjenestemandsansættelserne, for nu betød det ikke længere så meget for undervisningen og uddannelsen, om skolen gik i stå i en arbejdskamp. Den eneste betydning, som skolen derefter endnu havde tilbage, var om børnene kunne blive passet. Med ophævelsen af tjenestemandsbegrebet startede folkeskolens politisk tilrettelagte nedtur, og skolens forvandling fra en undervisende og uddannende skole til en opbevaringskontainer tog sin begyndelse. Og den udvikling har enhver ændring af skolen siden skullet forstærke.

Der var engang, hvor alle tog folkeskoleundervisningen og folkeskoleuddannelsen så alvorlig, at eleverne skulle præstere et vist karakterniveau for at bestå en realeksamen, en præliminæreksamen eller en teknisk forberedelseseksamen. Så ophævede man alle eksamensordningerne som et første skridt ned mod bunden og satte en karikatur af nogle afsluttende prøve i stedet, som ikke skulle bestås, fordi ingen mere anså det for betydningsfuldt, om eleverne opnåede et særligt uddannelsesniveau i skolen. Skolen havde taget endnu et skridt i retning af den rene betydningsløshed.

I takt med at folkeskolen sank hen i den rene ligegyldighed steg politikerne lyst til at opretholde illusionen om skolens betydningsfuldhed. Der var ingen ende på alle de rosende ord, som man kunne udslynge om skolens betydning og lærernes dygtigheder. Samtidig luftede man ideer om, at man vel lige så godt helt kunne afskaffe de afsluttende prøver, der jo ikke længere skulle bestås, men som blot stod som rene relikter fra skolens svundne storhedstid. Og andre luftede ideer af samme opløsende og ligegyldighedsspredende karakterer om, at når skolens undervisende og uddannende arbejde nu var gjort så betydningsløst, som det var, så kunne man lige så godt holde op med at kræve lektielæsning af de stakkels belastede elever. Og så startede man et korstog mod al den boglighed, som var af helt vital betydning, dengang skolen havde nogen uddannelsesmæssig betydning tilbage. Nu skulle bogligheden lægges for had og betragtes som skadelig for børnene og altså erstattes af en hel masse praktiske gøremål og endnu mere hoppen og springen rundt i alle de huller, som den betydningsløse og udraderede undervisning havde efterladt. Ikke engang gode Pisa-målinger gad man længere stræbe efter.

Så fandt politikerne på det helt store nummer. Man afskedigede en masse lærere, der jo ikke længere var tjenestemænd, fordi deres undervisende arbejde ikke længer betød noget særligt. Og så lancerede man en heldagsskole, der krævede mange flere lærere end hidtil. Og så var det hele lagt til rette til det endelige slag mod lærerne. Nu kunne enhver da se, at lærerne skulle undervise mere end før. Og da Danmark heldigvis stod i en svær finanskrise, kunne alle vel også se, at lærerne selv skulle finansiere det våben, som politikerne har opfundet til at få skovlen under lærerne.