Demokratisk karikatur

Hvad meningen ellers er med at rundsende traktaten om faglighed i fællesskabets skole som tillæg i Folkeskolen nummer 18, så går det galt allerede i traktatens præambel, ja faktisk allerede i overskriften. For når DLF taler om faglighed i fællesskabets skole, betyder det, at man vil fremme fagligheden i de udelte, sammenbragte klasserum, hvilket nu mere end ti års pædagogiske krumspring har vist er en umulighed. Men måske er det på denne baggrund, at lærerne nu skal rustes til endnu en dekade af optimistisk tro på det umulige. »Vi skal ikke satse på fagligheden i modsætning til elevernes personlige alsidige udvikling«, hedder det i indledningen, hvor en mere uddannelsespolitisk Pisa-påvirket realisme omvendt burde have mindet om, at vi nok ikke bør satse på og opdyrke elevernes personlige alsidighed i modsætning til fagligheden. For det har jo været resultatet af den famøse og katastrofale 93-lov. Senere hedder det, at »demokratisk samtale forudsætter, at alle tilegner sig fælles viden og kulturteknikker (færdigheder)«. Man bør virkelig bide mærke i denne tilforladeligt lydende, men uddannelsesmæssigt dødsensfarlige erklæring. Fælles viden er jo den viden, som alle annammer. Demokratiet gøres altså betinget af, at ingen i skolen lærer, hvad alle ikke kan lære. Lærerne skal have opfrisket troen på, at demokratiet i Danmark står og falder med opretholdelsen af den udelte enhedsskoles repressive fællesskaber. Det er lektien og altså også løgnen, som folkeskolens lærere nu skal have repeteret. Og derfor hedder overskriften ikke faglighed i skolen, men faglighed i fællesskabets skole. Og i det omfang DLF kan få lærerne til at bakke op om denne demokratiske karikatur, vil debatten om skolen kvalificeres, hedder det.