Demokratiets arnested

Kære Torben Frese (Folkeskolen nummer 37). Godt ord igen. Jeg er slet ikke ude efter nogen, men efter noget.

Tillad mig dog at anholde dit og flere andres karikaturlignende beskrivelse af klasseundervisning med fælles pensum, lektier, overhøring.

Jamen, der findes da så mange nuancer af klasseundervisningen, at det er helt misvisende at rumme det i ét begreb. Men siden Steen Larsen fandt på udtrykket »tankpasserpædagogik«, har det stort set været umuligt at rejse en seriøs pædagogisk diskussion om fordelene ved i en klasse at have samlet en gennemsnitlig elevflok med samme alder uanset intelligens og social baggrund. Det hjalp lidt, da professor Bo Jacobsen for nylig kom med sin undersøgelse om den danske skoleklasses store betydning som demokratisk arnested.

En af de fineste former for undervisningsdifferentiering, vi har, er klassesamtalen. Jeg husker en spontant opstået samtale i en 9. klasse, som jeg er klasselærer for, om krigen i Irak. Afprøvning af meninger og udveksling af oplysninger og synspunkter i en afbalanceret og tryg atmosfære med perspektivering af problematik og historik og landkortet nede og med indlæg fra såvel modne som usikre unge fra både ind- og udland, var jeg lige ved at sige. 19 elever heriblandt en somalier, en statsløs palæstinenser, en kurdisk iraker og en russer. Og et medlem af Jehovas Vidner.

Jeg har så mange gode oplevelser med klassesamtaler, at jeg ikke finder det klogt at opgive dem til fordel for en kognitiv skolemodel, der lægger mere vægt på intelligensprofiler og Europas økonomiske oprustning.

Med hensyn til skoleudvikling tror jeg, at der bruges alt for få kræfter og midler på, at lærerne kan dygtiggøre sig, og for mange på at lære de for tiden rigtige holdninger og gangbare ord.