Jeg ønsker en langt mere synlig hovedstyrelse i Danmarks Lærerforening end den nuværende. Hovedstyrelsens medlemmer skal redegøre for deres fagpolitiske synspunkter og deres stillingtagen til konkrete politiske spørgsmål. Og de skal ikke kun gøre det i deres lokale kredsblad. Hovedstyrelsen vælges ved landsvalg og er politisk valgt og skal stå til ansvar over for alle foreningens medlemmer. Det indebærer i mine øjne også, at hovedstyrelsesmedlemmerne, i langt højere grad end de gør nu, kommer med oplæg til og deltager i fagpolitiske debatter med medlemmerne.
Foreningen består først og fremmest af medlemmerne. Medlemmerne vælger nogle, de har tillid til, som skal sørge for, at der rejses debatter, træffes beslutninger, indgås aftaler, og som sørger for, at ordene bliver efterfulgt af handling. Det er ikke de tillidsvalgte, der har nogle medlemmer, der skal have besked på, hvad de skal mene og gøre. Hvis vi skal have en stærk fagforening, er det altafgørende, at medlemsdemokratiet virker.
I en tid, hvor flere og flere beslutninger lægges ud til lokal afgørelse, er det mere nødvendigt end nogensinde, at vi har en stærk fælles fagforening. Vi skal udvikle overordnede strategier for kredsenes og tillidsrepræsentanternes arbejde med at indgå lokale aftaler. Det er væsentligt for mig, at vi bevarer en fælles folkeskole, og at der er ensartede løn- og arbejdsforhold rundt om i landet.
Jørn Kokkendorff
hovedstyrelseskandidat
Århus
Demokratiet skal virke
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.