Deja-vu?

Den følelse er der mange lærere, der har i øjeblikket. Men selv om situationen med lockoutvarsel og forhandlinger i Forligsinstitutionen næsten er magen til situationen op til lockouten i 2013, er der meget, der er anderledes.

I 2013 havde regeringen sikret sig opbakning fra de fleste partier i Folketinget til at gennemføre sin plan om at fjerne lærernes arbejdstidsaftale ved overenskomstforhandlingerne med magt. Det gjorde det helt umuligt for os at finde politisk opbakning, som kunne afværge det, der skete. Og det var svært for folk at tro på, at planen virkelig fandtes. Selv blandt vores venner i fagbevægelsen kunne man ikke helt tro, at det var så galt fat.

Nu er historien om, hvad der skete i 2013, et kendt faktum - og alle er enige om, at det ikke må ske igen. Især er man i fagbevægelsen meget bevidst om, at det, der skete mod lærerne i 2013, ikke skal få lov til at gentage sig - for nogen! Og vi er sammen med mange flere denne gang i en fælles kamp for respekt om aftalesystemet. Og på Christiansborg udtaler flere ledende politikere, at der skal rettes op på skaderne fra 2013.

Så situationen er ikke den samme som i 2013. Vi står ikke alene.

Men situationen er stadig meget alvorlig. Én ting er, at »Danmark går i sort« gennem en lockout, som medierne beskriver det; noget andet er de langsigtede konsekvenser, hvis vi som tillidsvalgte for offentligt ansatte ikke kan forhandle løn og arbejdsvilkår i ligeværdige forhandlinger, og hvis offentligt ansattes arbejdsforhold ikke er attraktive.

I folkeskolen tegner der sig desværre tydelige spor tilbage fra 2013. Uddannede lærere vælger folkeskolen fra i alt for stort omfang - og vi ved, hvorfor det sker. Ifølge forskning fra UCC siger de lærere, der stopper, at de ikke kan komme til at være lærere, sådan som de gerne vil. At opbygge relationer til eleverne over tid og kunne støtte dem i deres læreprocesser er essentielt for lærere. Men netop det bliver oplevet som sværere og sværere at udfolde i folkeskolen. På grund af stram økonomisk styring bliver lærerarbejdet til konkrete afgrænsede opgaver der skal afvikles og leveres. Lærere har ikke tid til at følge op på elevernes behov, når de er der, og derfor kan mange lærere ikke se sig selv i øjnene mere.

Den kamp, vi fører i disse uger for ordentlige rammer om lærerarbejdet, er også en kamp for den måde, vi gerne vil være lærere på. Og heldigvis viser undersøgelsen fra UCC, at ambitionen for måden at være lærer på er den samme - både for de lærere, der stadig er i folkeskolen, og for dem, der har forladt den - og også for de unge, som søger læreruddannelsen.