Decentral solidaritet

Ja, så er kongressen forbi for denne gang. Det var min tredje ordinære kongres fra tilskuerpladserne, men denne gang var det væsensforskelligt fra de to andre.

Jeg har altid betragtet det som en fagforenings vigtigste opgave at hjælpe medlemmer i pressede situationer, samt at man er solidarisk inden for foreningen.

Set oppefra har vi fået en decentral solidaritet. Man er solidarisk med sig selv eller dem, som man er enig med. Det var lidt rystende, at man oplevede mange indlæg om kredse i klemme, og at svaret så var, at man var pivet. Og måske især, at der blev klappet meget højt af det.

Men det skyldtes måske formandsvalget.

Vi har de sidste fire år haft en formand, der har været i stand til at dele foreningen midt over. Medlemmer, kongres og hovedstyrelse er splittet i to næsten lige store dele. Alligevel vælger den største del af kongressen, at formanden skal fortsætte de næste fire år.

Vi kan ikke som forening leve med den splittelse mere. Jeg tvivler meget på, at det vil lykkes Anni at samle foreningen. Nu må hun til at bevise, at hun, som hun siger, er formand for alle medlemmerne, og vi må forene vore kræfter mod Kommunernes Landsforening og deres tåbelige håndtering af arbejdstidsaftalen.

Der skal snart være valg til hovedstyrelsen. Det vil være meget vigtigt, at vi stemmer en hovedstyrelse ind, der kan fastholde Anni på en samlende linie. Kræv en tilkendegivelse herom af jeres kandidat.

Egon Skou Kristensen

Haderslev