Debat på truende baggrund

Det er vist meningen, at de nyopfundne, kongresopbakkede, professionsetiske idealer skal debatteres, før vi skal have dem trukket ned over hovedet. Men selve ideen med, at vi skal synliggøres gennem et påtrykt etisk filter, er ikke til diskussion. Jørgen Stampe lader i Folkeskolen nummer 49 forstå, at der er grænser for, hvor megen debat i hvert fald jeg skal rage mig ind i, når foreningen udøver sin særegne demokratiske opfattelse på mine vegne. For kommer man foreningen og dens ideproduktion for nær, er man nedgørende insinuerende. Det minder altså en del om totalitære staters måde at opfordre til diskussioner om detaljer på, men aldrig om selve den grundlæggende ideologi. For sådan noget straffes. Og Stampe har tydeligt nok antydet, at jeg er lige så tæt på at blive indklaget for en etisk regelinkvisition, som afstanden er mellem en regel og et ideal. Det ligner mere et forsøg på uetisk hjernevask.

Ligesom når vi skal annamme en lektors grille om en pludselig opstået uforenelighed mellem den hjertevarme lærergerning og det iskolde menneskefjendske underviserjob. Man er nok også en dom skyldig med antydningen af, at Stampes rørende opbakning bag den livsvigtige metodefrihed er rent mundsvejr, da ingen har gjort mere for at drukne lærerindividet og dets metodefrihed i fællesskabernes forplumrethed end Stampe og hans forening. Måske har man netop villet ulovliggøre en mere end berettiget kritik af den frihedsberøvende pamflet 'En skole på vej' ved på snedig vis at gøre den til en del af overenskomsten. Mon ikke såvel skole og medlemmer af DLF som en undrende offentlighed måske ville være bedst tjent med at undvære foreningens ulyksalige trang til at tage patent på synliggørelsen af lærernes arbejde.

Vagn Madsen

Brønderslev