De udsatte elever drukner i troen om, at fælles trivselsindsatser har den nødvendige effekt

Hvis der fandtes et quick-fix, som med et trylleslag kunne afhjælpe den landsdækkende mentale mistrivsel, ville 20 % af vores børn og unge have et bedre liv. Det gør der ikke. Men der findes alternative initiativer, som må sættes i gang, hvis den tyngende mentale tilstand ikke skal sætte sig som en kronisk betændelse, der på den lange bane vil sætte endnu dybere spor.

Lige nu er der sat fart i fagligheden på landets skoler og uddannelsesinstitutioner. Det, i sig selv, kan virke som en usund stressfaktor for mange unge og påvirke dem mentalt. Og da den generelle og fælles trivselsindsats ikke har den ønskede effekt, må vi som nation kigge langt mere individuelt og styrke de børn og unge, der virkelig har brug for det.

Bredt fokus kan skade de udsatte børn og familierne på den lange bane

Tilbage i februar 2021 afsatte Folketinget 600 millioner kroner, som i løbet af foråret skal forvaltes af kongerigets kommuner til konkrete tiltag, så trivslen løftes blandt elever og studerende.

Nu er 98 kommuner egenrådigt i gang med at omsætte bevillingen til aktiviteter, og det virker til, at det er en klassebaseret indsats, der er i fokus.

Men det er ikke alle, der har brug en mental løftestang. Præcis som det heller ikke er alle elever, der har brug for ekstraundervisning i brøkregning.

Og forskningen fortæller os, at den generelle trivselsindsat i klasserummet desværre ikke har den ønskede effekt og ikke lykkedes med at løfte de elever, som trives dårligst.

De børn, der i forvejen er udsatte, bliver altså ikke mindre udsatte, når der igangsættes et fælles fokus på trivsel. Heller ikke selvom trivselsindsatsen er struktureret og foregår over mange uger. Tværtimod risikerer vi, at de drukner i håbet om at højne klassetrivslen.

Jeg har, gennem min tid som speciallærer, set, hvad manglende indsats kan føre til hos både børn og deres familier. Det er ikke lykkeligt og kan blandt andet føre til massiv social isolation og depressioner hos børnene og arbejdsløshed hos forældrene.

Bevillingen vil derimod klart komme elever og samfundet bedst til gavn, hvis der hurtigt blev skabt tidlige, målrettede og individuelle indsatser for den gruppe af elever, som tydeligt har lidt et mentalt knæk under nedlukningen, så det ikke skader dem yderligere på den lange bane.

Kast en redningsvest til fagpersoner, så de oplever stabilitet

Derudover sker i lige så høj grad et svigt overfor de lærere, vejledere og pædagoger, der står tæt på eleverne. Tæt på dem, der har det svært i en mere eller mindre kaotisk situation.

På den lange bane betyder det frustration, dårlig nattesøvn og dårligt psykisk helbred. Mistrivsel avler mistrivsel, hvis ikke der skabes de rette forudsætninger for at kæmpe i mod.

Kommunerne må give iltmaske og redningsveste til dem, der skal holdes oven vande, og som skal hjælpe dem, som ikke er stærke nok til at klare sig selv, fordi de er børn. Iltmaske og redningsvest lig med tid, konkrete værktøjer, indsatser, kompetencer og arbejdsrum.

Kommunerne er pressede

Men båndbredden er ikke til mere, siges der ude i landets kommuner. De langstrakte og mangeårige projekter, fx inklusionsprojekter, blokerer desværre for, at der er plads til at sætte kvalificeret og omhyggeligt ind overfor de akutte problemstillinger, som lige nu hersker.

Og det er bekymrende. For de udsatte børn har fået det værre. Og hvis ikke der handles, kan denne mentale pandemi sætte sig som en kronisk tilstand.

Jeg kan desuden ikke undlade at drage en parallel til samfundets betragtning af coronas fysiske angreb på menneskeheden. Der hyres eksterne samarbejdspartnere på stribe for at lette presset på det offentlige system. Med god effekt.

Men desværre er vi i dagens Danmark fortsat et sted, hvor vores mindset er præget af en udpræget dualistisk tilgang til faglighed og fysik, hvorimod trivsel og psykisk sundhed kommer i anden række. Og ikke nok med det: Så er der heller ikke samme form for elevdifferentiering, som der er med de faglige indsatser.

Håb, handling og kvalificerede indsatser

Ansvaret for mental sundhed er et fælles anlæggende. Og det strækker sig fra forældre til forvaltningschefer. Og lige nu skylder vi vore børn og unge at forsøge at blæse samtidig med, at vi har mel i munden. Lade faglighed og den mentale sundhed gå hånd i hånd på et individuelt niveau til gavn for fællesskabet og individet.

For det er os voksne, der skal støtte og guide vores børn og unge til at finde deres retning i denne bumlede, snoede og uforudsigelige vej. For det er virkelighedens præmis lige nu.

Corona-tågen skal lettes gennem handling, håb og kvalificerede indsatser, så eleverne igen begynder at kunne se deres hænder, fødder og se frem til næste lyskryds.

Eleverne skal anerkendes og omfavnes af voksne med tid og overskud. Deres udfordringer skal tages alvorligt, og derfra skal vi voksne omsorgsfuldt hjælpe dem op, ud og frem.