De lange skoledage er og bliver lærernes største problem.

Den netop offentliggjorte TIMMS-undersøgelse har endnu en gang dokumenteret, at reformens lange skoledage ikke har nyttet noget som helst. Det har selv Politiken opdaget. Og ingen kan være i tvivl om, at det er lærernes øverste prioritet af komme af med dem. Hvad kan derfor være mere selvfølgeligt, end at DLF benytter anledningen til igen igen at fyre en bredside af mod de lange skoledage. Men hvad ser man?

DLF-toppen fravælger kritikken af de lange skoledage. I stedet udtaler man sig – under overskrifter som ’Lærerne skal blive dygtigere’ – kritisk om lærernes mangel på kompetenceudvikling, behovet for frihed og manøvrerum, den groteske målstyring, den ødelæggende teaching-to-the-test, læreruddannelsens evindelige elendighed mv. Og formanden lader sig fx citere (Politiken Skolemonitor 8.12): ” Man kan sagtens gå ind og sige, at vi skal have en kortere skoledag. (…). Men i virkeligheden tror jeg, at man finder de bedste løsninger ude på den enkelte skole.”

DLF's kritikpunkter er ubetinget nødvendige, og der er ikke skygge af tvivl om, at DLF-toppen ligesom medlemmerne ønsker de lange skoledage hen hvor peberet gror. Men dels vurderer man tilsyneladende, at lærerne står sig bedre ved ikke at tale for meget og for højt om det, og dels har man måske ikke fuld tillid til, at kommunerne ikke vil bruge en afkortning af skoledagen til – al snak om samarbejde til trods – at nedlægge lærerstillinger, når det kommer til stykket.

Denne kommunikationsstrategi giver givetvis god mening på de bonede gulve. Men set ude fra lærerværelserne er det altså ikke til at forstå, at DLF går uden om lærernes allerstørste problem som katten om den varme grød.

DLF-toppen må forholde sig til, at lærerne har en berettiget forventning om, at kritikken af den lange skoledag skal fylde i foreningens kommunikation som Karthagos ødelæggelse i det romerske senat. Det tog sin tid, men tilsidst blev Karthago jævnet med jorden.