Da jeg for et par år siden for første gange stod og skulle undervise en 5. klasse i fransk, farede jeg naturligvis op på skolebiblioteket og flåede lågen til franskskabet op. Der fandt jeg en interessant blanding af alt lige fra 20 år gamle Asterix tegneserier til kollegers kopimapper og "Avant Garde" 3!
Jeg måtte erkende, at jeg ikke lige kunne finde noget, der ville egne sig til den allerførste franskundervisning - og hvad skulle jeg dog begynde med? Alfabetet? Den franske nationalsang? Servere croissanter for eleverne iført "la tricolore"? Præsentere dem for "dagens verbum"? Der var mange valg at træffe!
Tilbage ved skrivebordet måtte jeg i samråd med mine fantastiske franskkolleger selv strikke noget sammen, der ville give mening i 5. klasse. Det er ikke raketvidenskab, at man naturligvis er nødt til at tænke "den legende dimension" ind fra starten, da mindre børn modsat teenagere stadig tør at blære sig med deres kunnen på fransk - og ja, spille "fransk klovn". Det er ikke så let at få de morgenvrisne teenagere til at synge med på "Dans la ferme de Mathurin".
Ud over en masse sproglege på fransk, som f.eks. "salade de fruit" skal eleverne selvfølgelige også lære at udtrykke sig samt lære de særegne franske lyde og sprogets prosodi.
Jeg tænkter, det er vigtigt at tænke fremmedsprogsundervisning ud fra det "spiralske princip" (Jêrome Bruner), hvor man møder det samme emne flere gange op gennem skoleforløbet, men hvor man hele tiden bygger oven på det, man kan i forvejen.
Jeg har bl.a. benyttet hæfterne "Cahiers 1-5" af Danièle Eychenne og Dea Jespersen (gratis hos "Institut Francais"), som jeg generelt synes har været udmærkede til 5. årgang, mens jeg har taget udgangspunkt i "Bingo" på 6. årgang.
Et "sprogportræt" er desuden en fantastisk måde både at begynde og afslutte skoleåret på i fransk, da man her allerede fra start får kortlagt elevernes samlede sproglige kompetencer - vi må endelig ikke glemme at inddrage samtlige af eleverens modersmål i undervisningen og hele tiden drage sammeligninger.
De første fransktimer i 5. klasse?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.