De der arbejder med børn og unge skal frem i vaccinationskøen. Nu.

”Må jeg gerne holde dig i hånden?” spurgte en dreng i 1.klasse på vej ud på legepladsen. En pige kom op på siden af os, og kiggede spørgende på mig. Jeg spurgte om hun også havde brug for at holde i hånden. Det sagde hun nikkende ja til.

For et år siden, var det det mest naturlige for børn at vise deres brug for ekstra nærhed ved at tage en voksen i hånden. Og det var det mest naturlige at imødekommet ønsket. Nu har pandemien lært drengen at spørge om lov først. Lige at vurdere: er mine behov reelle? Pigen har lært, at sådan noget gør vi ikke. Med mindre det er vores tætteste familie, som myndighederne anbefaler.

Med en coronasyg mand over jul og nytår har jeg virkelig lært, at corona ikke er for sjov. Derfor gik jeg til undervisning den første dag efter nytår med mundbind på. Det røg af med det samme igen. Det samme gjorde mine andre forholdsregler med at holde afstand til eleverne. For hvordan skal jeg kunne sige nej til en elev der spørger, om jeg vil holde ham i hånden? Hvordan skal jeg kunne afvise hans behov for nærhed og nærvær og kontakt? Det kan jeg ganske enkelt ikke. Heller ikke selvom vi er i en situation, hvor jeg måske burde. Jeg synes at alle os der arbejder med børn til dagligt skal længere frem i vaccinationskøen. Dagplejemødre, pædagoger og lærere. For at passe på os selv, men mest af alt for at passe på alle de børn vi giver nærhed og omsorg hver dag.