Danskundervisning og danskhed

Peter Lützen har på Dansklærerforeningens Forlag udgivet bogen 'Danskfagets danskhed' til brug for gymnasielærernes efteruddannelse.

I forordet skriver han provokerende, at danskundervisningens mål er at undergrave danskheden. Dette udsagn har fået en fremskridtspolitiker fra Herning til at true med politianmeldelse og velestimerede Karen Jespersen til at spørge undervisningsministeren om, hvorvidt dette er i overensstemmelse med folkeskolelovens formålsparagraf.

Synd for Ulla Tørnæs, som har vigtigere ting at se til, for hvad kommer det loven ved, at gymnasielærerne skal på efteruddannelse. Og synd for danskheden, at provokationen udløser en westernreaktion fra Herning. Hvis begge havde læst bogen, ville de have opdaget, at forfatteren plæderer for, at kendskabet til det danske sprog er basalt i gymnasiets danskundervisning, og at basis skal bygges på kvalitative kriterier og måske på bekostning af mindre store nationalklenodier i skrivekunsten. Hvis man endelig skulle diskutere politik og folkeskole på baggrund af bogen, burde det handle om, hvilket danskhedsbillede vi skal agere ud fra, for det forpligter formålsparagraffen os til at tage stilling til: Er danskhed et liv i et mentalt frilandsmuseum - eller er danskhed et moderne fænomen, der har en plads i det globale billede i kraft af sproglig enhed og demokratisk livsform med åbne ører i dialogen?

Jens Raahauge

formand for Dansklærerforeningens Folkeskolefraktion

Forkortet af redaktionen