Dansen om socialkonstruktivismen

Googler man »kritik af systemisk tænkning«, så popper der ikke noget op! Det er i sig selv alarmerende, men for lærere kan det være et signal om, at det er på tide at genfinde vores konstruktive kritiske sans.

Systemisk tænkning har sejret ad helvede til. Fra at være et fornuftigt vink om at se mere nuanceret på børnene risikerer den cirkulære tankegang anvendt i vejledningssituationer at blive både handlingslammende og ansvarsforflygtigende. I vejledningssituationer kan lærere med behov for professionelle menneskelige handlinger forbavsende nemt blive efterladt i et retningsløst tomrum. Tomrummet opstår, fordi socialkonstruktivismens relativisme i praksis kan ende med en »lammer til læreren«. Årsagen er, at der, sandt nok, ikke findes nogen sandhed om lærerens professionelle vurdering af for eksempel lærer-elev-relationen. I sin søgen efter hjælp til daglige udfordringer kan læreren fremlægge iagttagelser, skemaer og erfaringer, der risikerer at opløses og handlingslamme læreren som værende blot en flig af »den store sandhed«, ofte i kursussammenhæng symboliseret med en elefant - en guldkalv er mere rammende.

Lammelsen risikerer at sætte sig på talefunktionen, for når læreren skal konstruere sin virkelighed i vejledningssituationen, kan den være svær at beskrive i cirkulære hændervridende termer. Dette sprog er dog blevet tilegnet af temmelig mange af folkeskolens aktører. Et bekvemt sprog, blot ikke for en del lærere, når virkeligheden trænger sig for voldsomt på.

Stilheden kan blive lærerens forsøg på udvej.

Alternativet er et sekulariseret lærerprofessionelt sprog. Et sprog, der tør risikere og vil! Som modsætning til et Jesussprog, der talt af andre end Guds søn er uholdbart i længden.