Dannelsestabet og den kvidrende minister!

Cand.mag. Lone Nørgaard skriver tit meget læseværdige indlæg i JP den 11/1 om den vestlige civilisations overlevelse

Hun konkluderer, at den menneskelige kapital, der skal til for at bevare vor kultur og samfundsorden, skabes gennem børnenes (kerne)familier og dannelse i hjem og skole. Men her er sket et dannelsestab pga. skilsmisser, institutionalisering af børnene og manglende voksenautoritet. Det er jeg enig med hende i. Ansvaret for at fastholde kristne idealer, demokratiske holdninger, kulturel viden og human adfærd påhviler de voksne, der omgås børnene, forældre, pædagoger og lærere, men de vilkår, som disse grupper virker under, skabes i høj grad af de folkevalgte politikere.

Et konkret eksempel er vilkårene i folkeskolen efter folkeskolereformens indførelse, inkluderingen af handicappede elever og fjernelsen af lærernes arbejdstidsregler. Forandringer, der ustandseligt fra undervisningsministerens side udskriges som landvindinger.

Kvidrende minister

Udviklingen har allerede vist, at de for størstepartens vedkommende er det absolut modsatte. Antallet af forældre, der sætter deres børn i private skoler, er hastigt stigende. Ligeledes antallet af forældre, der er fortvivlede over de vilkår, der bydes deres handicappede børn i almindelige skoleklasser, og lærere, hvis sygefravær er steget markant som følge af stress og manglende arbejdsglæde. Disse forhold bortforklares af ministeren i kvidrende optimisme og bragesnak.

Katastrofalt

Ændringerne er i kommunerne fulgt op med besparelseser, der står i skærende modstrid til de krav, som forandringerne stiller. Eksempler er lukning af velfungerende skoler, afskedigelse af et stort antal lærere, manglende videreuddannelse af de resterende og underbemandede daginstitutioner. Det er især katastrofalt, at lærerne er blevet tvunget til at forberede sig på skolen, hvor de risikerer uhensigtsmæssigt placerede forberedelsestimer, der ovenikøbet muligvis inddrages til vikartimer eller til møder, således at der måske er 10-15 minutters forberedelsestid tilbage til den time, hvor 24-28 elever skal have en differentieret undervisning.

Selv de mennesker, der altid har syntes, at lærere havde det alt for godt, må kunne indse, at det er for galt. Man har fjernet motivation og idealisme fra folkeskolens ansatte. Det er det skolemæssige og dermed i høj grad det dannelsesmæssige udgangspunkt for at fastholde den kultur, den viden, det humanistiske og demokratiske samfund, som Lone Nørgaard – og mange af os andre – ønsker.