Dannelse og kompetence

I mit læserbrev i Folkeskolen nummer 48 anfægtede jeg ikke Per Fibæk Laursens viden om dannelsesbegrebets mulige betydning, men hans manglende indsigt i dannelsesbegrebets indflydelse på arbejdet i folkeskolen, specielt inden for dansk. I fagmålets formulering ligger begrebet implicit, og »Signalement af faget«, hvor ordet står eksplicit, er i det nye faghæfte centralt bestemt og dermed lov. Selv om dansklærere ikke går rundt og siger »dannelse« hver dag, kan og bør det gennemsyre deres undervisning.

Fibæk lægger mange gode mål for skolen ind i sit kompetencebegreb, men for mig har dette begreb også en række bibetydninger. Måske er det lige så vanskeligt at have med at gøre, som dannelsesbegrebet er for ham, der endda i sit sidste læserbrev var nødt til at trække Emma Gad af stalden.

I Gyldendals Encyklopædi skelnes der mellem dannelse som pædagogisk begreb og dannelse som social norm. Jeg troede egentlig, at det kun var det første, der var af interesse i lærerkredse.

Min begrundelse for at fastholde dannelsesbegrebets uvurderlige betydning for målet med danskfaget (og andre fag vil nok følge trop) er, at fastholdelsen af et moderne dannelsesbegreb kan sikre, at skolen ikke trækkes for langt i retning af den type angelsaksisk tænkning, der først og fremmest vil tilgodese erhvervslivets behov. Selvfølgelig skal eleverne have færdigheder og kompetencer, men der er sider af tilværelsen, der ikke lader sig forstå i adfærdstermer og ikke lader sig måle. Kompetencebegrebet vender udad mod samfundslivet, men undervisningen må også rette sig mod eksistentielle og ofte dybe og komplekse sider af tilværelsen også dem, der næppe lader sig verbalisere her og nu.