Dannelse og Emma Gad

Både Birte Sørensen (Folkeskolen nummer 48), Erik Schmidt og Chresten Sloth Christensen (nummer 47) skoser mig for, hvad de opfatter som min manglende viden om dannelsesbegrebet. Lad mig tydeliggøre mine pointer:

Naturligvis skal folkeskolen opdrage og uddanne eleverne til deltagere i det samfundsmæssige og kulturelle fællesskab. Naturligvis skal eleverne lære fundamentale etiske normer at kende og forpligtes på dem. Naturligvis skal vi inspirere dem til personlig udvikling ved mødet med kunst, religion og videnskab. Men alt dette kan sagtens tænkes uden brug af dannelsesbegrebet. Det sker jo for eksempel i hele den angelsaksiske pædagogik.

Hvis vi dropper dannelsesbegrebet, slipper vi for dets ubehagelige bibetydninger. Det er ikke kun mig, der aner et ekko af Emma Gad i baggrunden, når jeg hører ordet dannelse. Se blot hvad Nudansk ordbog skriver om ordet: »det at være veluddannet og velopdragen« og Ordbog over det danske sprog: » som oftest med afbleget betydning: belevenhed og velopdragenhed, i forbindelse med et vist mål af kundskaber«.

Jeg fastholder, at begrebet dannelse ikke er centralt i dansk pædagogisk tænkning om folkeskolen, selv om jeg naturligvis anerkender, at flere af mine kolleger på Danmarks Pædagogiske Universitet er varme tilhængere af begrebet. Det står ikke i lovens formålsparagraf og har ikke gjort det siden 1814. Det står heller ikke i fagmålet for dansk, selv om Birte Sørensen fremhæver begrebets centrale position i danskfaget. Det er også sjældent, at man hører en lærer bruge ordet dannelse, om end det sker.