Dannelse, demokrati og demagogi

En af Danmarks vise mænd, Holger Henriksen, har sendt mig en julehilsen: Om demokrati i skolen. Bidrag til et problems historie. Ordene er stilet til Sønderjysk Skolemuseum. Holger Henriksen gengiver en række tanker fra Comenius frem til nutiden og afslutter med en påpegning af, at kulturkampen handler om at modvirke, at skoleinspektøren sendes på lederkursus, at lærerrådet er afskaffet, at skolen skal tjene konkurrencen i den globale, frie markedsøkonomi, og at undervisningen kontrolleres af en såkaldt evidensbaseret evalueringskultur. Han ser det som et overgreb, at samtalens mulighed er blevet begrænset, og at undervisingen er reduceret til læring.

Skal Holger Henriksens hilsen fra Sønderjysk Skolemuseum ses som et udtryk for, at den demokratiske dannelse er kommet på museum? Nej, hvis man kender ham ret, så er det et opråb om at generobre den herredømmefri samtale i skolen.

Det falder mig ind, at professor Lene Tanggaard i FAQ om kreativitet et sted beskriver en nutidig fortolkning af begrebet innovation som evnen og trangen til at genopdage det, der kan bære.

Så set i dette lys, må vi rette vores lærerrygge i bevidstheden om, at vi kan!

For nylig deltog jeg i en diskussion med professor Per Fibæk om blandt andet dannelse og reforpædagogik. Jeg beundrer Per Fibæks anerkendelse af de gode læreres arbejde, og hans tro på, at den nuværende bølge af målstyret og evidensbaseret læring vil gå over af sig selv, akkurat som de andre modebølger. Men i modsætning til ham mener jeg, at vi bliver nødt til at hjælpe denne moderetnings endeligt på vej, fordi den adskiller sig fra de tidligere bølger, som kom ind fra siden, ved at være kommet ned fra oven.

Og så er jeg lidt ked af, at Per Fibæk går til angreb på reformpædagogikken ved efter min mening at karrikere den, men ok: Han har pointer i, at for meget i skolen har været ind- og underforstået. Men jeg nægter at sælge den demokratiske samtale på de svages alter. Dertil har jeg hørt for mange såkaldt svage berige en samtale, hvis man gider lytte til det, de har at sige. Den gode samtale står i grel modsætning til det, der foregår i flere klasser nu, hvor læreren er presset på manglende forberedelsestid og får grydeklare undervisningsforløb fra de centralt indkøbte platforme. Der kommer flere og flere udsagn om, at elevernes iagttagelser bliver ignoreret, hvis de ikke passer ind i de præfabrikerede spørgsmål.

Og så er jeg mindst lige så ked af, at Per Fibæk afviser dannelse med henvisning til den rigide dannethedsnorm, der eksisterede, da han og jeg i sin tid frekventerede borgerskabets skole, Dannelse er ikke en statisk og facitbefængt størrelse. Dannelse kan man ikke undervise i. Dannelse er det, der opstår, når elever, undervisere og stof mødes, og der opstår en forståelse for eller oplevelse af, at afhængigheden af og ansvaret for noget og nogen er større end en selv. Man kunne bruge Ebbe Kløvedal Reichs billede på Vorherre om dannelsen: Ånd helt ind til benet!

Dette blev endevendt på en berigende konference, som universitetslærerne i Dansk Magisterforening og Tænketanken Sophia afholdt i går. Netop påpegningen af, at dannelse er et fænomen, der er i stadig forandring, fordi den opstår, når man pludselig fornemmer, at man kommer ud over sig selv, gør dannelsen til den merbetydning, som opstår i søgen efter svar på hverdagens undren og videbegærlighedens energi. Derfor sker dannelsen i alle fag og både i og uden for skolens undervisning.

Det blev understreget på konferencen, at dannelsens væsentligste fjende er angst.

Derfor bliver jeg nødt til at referere til en forfærdelig bog, som netop er udkommet på Forlaget Vandkunsten: Albrecht Koschorkes essay om Hitlers min kamp. Om nazismens poetik. Den ligger på én gang i forlængelse af Victor Klemperers LTI, som analyserer nazismens sprogbrug, og i sprængning af rammerne for sproget. Koschorke advarer imod, at man dæmoniserer Hitler, fordi det så bliver for nemt at overse, hvad der faktisk skete. Hans bog lå på de fleste natborde, men blev kun læst af de få. Bogen var fuld af selvmodsigelser, hvilket skulle vise sig at være en styrke, fordi det så var muligt at finde synspunkter, der passede til en situation. Der var angst i Tyskland, da nazisterne begyndte at røre på sig. Der var sociale omvæltninger, som kunne give kollektiv ophidselse. Men masserne gjorde ikke - og gør ikke - oprør, fordi de mangler kollektiv organisering. Der kræves nogle triggere, som er folk fra miljøer i ventepositioner: prædikanter, reformivrige offentligt ansatte, opstemte folkepædagoger, kunstnere, løstansatte intellektuelle, folk der er droppet ud.... latterlige eksistenser, hvis ideer under visse forhold kan få grobund. Det handler om at finde det ledige standpunkt, som kan kobles til angsten. Og hvis det på samme tid følges op af voldelige overgreb, som forstærker angsten, så er vi langt inde på fanatismens glidebane.

Nogle anmeldere af Koschorkes bog har læst valget af Trump ind i hans overvejelser om nutiden, hvor han nævner tre karakteristika ved fanatismen:

1. fanatisme er ikke blind. Toppen af bevægelsen er nærmest hysterisk reflektorisk og tager højde for modpartens reaktioner. Og man er imod dialog, der ses som svaghed.

2. fanatisering er ikke forbundet med overbevisning. Det handler om at finde et ledigt standpunkt. Strategi og opportunisme går hånd i hånd.

3. fanatiske bevægelser er uensartede. De annekterer et problemfelt - og agerer ikke for at opnå forbedringer, men for at holde fast i følelsen af uretfærdig behandling.

Faktisk behøver man ikke at gå til USA for at finde eksempler på, at denne dyrkelse af angsten via et ledigt standpunkt, som annekteres af flere og flere, har fundet og finder sted. Vi mangler bare sidste step: volden. Vi har allerede den verbale vold på de sociale medier - og ved taler på to DANSKE politiske partiers landsmøder!!

Den væsentligste modgift er dialogen og dannelsen, evnen til at sætte sig ud over sig selv.

Da konferencen om universiteterne og dannelse gik på hæld, sad jeg og iagttog lektor Steen Nepper Larsen, som havde sammensat det meget fornemme hold af oplægsholdere, og som samtidigt er et hoved højere end de fleste. Derfor kom jeg til at tænke på fyrtårne:

Den entydige nyttetænkning, som er basis for skolereformen, minder mig om de falske blus, som griske folk satte op ved havet for at lokke skibe til stranding, så man kunne bjerge sig noget.

Men de rigtige fyrtårne er i modsætning hertil sat op for at lede søfolk uden om farerne, for at dulme angsten. De er altså bygget af mennesker, der har villet sætte sig ud over sig selv. Steen Nepper Larsens valg af oplægsholdere var en sådan handling, for i deres lys kunne man ane mulige veje.

Men en anden historie faldt mig også ind: Omkring år 1800 strander mange skibe ved Skagen, blandt andet et amerikansk, hvorfra kaptajnen er heldig at komme levende i land. Han får husly hos byfoged Lund, indtil han kan komme om bord på et skib, der sætter kurs tilbage mod Amerika. Et par år senere modtager byfogeden en hilsen fra kaptajnen: en sort slave, Jan Leton, der medbragte sin bedste ven, en abe. Jan Leton satte sig spor, fordi han deltog meget aktivt i etableringen af det afsnit af Skagen Klitplantage, som kaldes Byfogedskoven.

Historien siger mig, at vi på konferencen nok fik noget at bearbejde ørkenen med, men vi fik ingen facitlister: Det er enhver af os, der sidder med aben. Det er op til hver enkelt af os, om samtalen, nærværet og dannelsen skal på museum eller genopdages.

.