Danmarks Radio skaffer ammunition til mobning

Et nyt program på Ramasjang, Danmarks Radio, hedder »Specialklassen«. Målgruppen er de tre-tiårige. Formålet er angiveligt at nedbryde tabuer om specialklasser og sætte fokus på problemer med eksklusion/inklusion. Midlet er humor. Vi skal ifølge redaktøren grine med filmens to hovedpersoner, ikke ad dem. Formålet lyder ædelt, men tager man målgruppen i betragtning, klinger det hult. Anser Danmarks Radio virkelig aldersgruppens reversibilitet/abstraktionsniveau for så højt, at børnene kan skelne mellem at grine ad og med? Mener Danmarks Radio, at målgruppen er i stand til at have en så sublim opfattelse af specialklasser, og at den kan profitere af, endsige forstå inklusionsproblematikken?

Målgruppens eneste udbytte af udsendelsen er, at børnene bliver bevidste om en gruppes anderledeshed. Dermed skaffer Danmarks Radio ammunition til skolegårdens mobning og er med til at forhindre inklusion.

Man griner ad de to bøvede fyre. Deres dumhed udstilles og latterliggøres. Det er humor til voksne og ikke til børn, som tænker meget konkret. Skolepsykologens kuk i kasketten og faglige uduelighed, som når hun beder en af drengene om at »lægge sig på sofaen« og siger »sød vovse«, fatter børn for eksempel ikke.

Fejltagelsen skyldes nok ikke uvidenhed og naivitet i Danmarks Radio, men snarere forsøget på legitimering af en uetisk og letkøbt slåen plat på en forsvarsløs minoritet i kampen for seertal som med »X Factor«.

Beskrivelsen af specialklassen og dens uappetitlige, tåbelige, uempatiske, egocentriske elev Jeppe og hans ven, en somali-negerdreng, selvfølgelig sød på slavemåden, terylenebukser med pressefolder, bælte op over maven, store sambosko og en lus (arvet fra far), som påkaldes med et ritualiseret ur-stammeråb, er totalt stereotyp og floskelagtig. Danmarks Radio er i høj grad med til at fastholde et tabu, ligesom man diskriminerer en minoritet ude af stand til at forsvare sig.