Dårlig løsning til 93-gruppen

Det er fint, at Ny Løn er »lagt død« eller »sat på standby« med den nye overenskomst. Men jeg har svært ved at se, »at 93-gruppen endelig har fået en tilfredsstillende løsning på gruppens berettigede krav«, som hovedstyrelsen mener.

Procenter er taknemmelige, og 52 millioner er mange penge sammenlignet med en lærerløn selv med reallønssikring. Men jeg har regnet lidt på det og er kommet frem til, at jeg får knap 50 kroner mere udbetalt i pension per måned. Altså forudsat jeg ikke er blevet tvunget til at gå før tid. Jeg har ikke råd til selv at gå, da jeg ikke engang får udbetalt, hvad der svarer til en arbejdsløshedsunderstøttelse, vel at mærke når pension og efterløn er lagt sammen. Men så er der jo engangsbeløbet. Det giver mellem 60 og 80 kroner per måned, alt efter hvor mange der stadig hænger på efter februar 07 inklusive mig selv.

Når jeg sammenligner disse tal med de 7.000 kroner per måned, som forsvandt ud i den blå luft i 1993, fire måneder før jeg ville være blevet tjenestemand, så må der være noget galt. Det må være mig gamle kone, som ikke engang er matematiklærer, der ikke kan regne, når 20 kloge og betydningsfulde hoveder uden tøven kommer med udtalelser som »et mærkbart og tiltrængt løft«, »flot løsning for 93erne« og »93-gruppens pensionsproblem løst, næsten som vi ønskede det«.

Når I nu har fået armene ned, vil I så ikke være søde at svare mig med de rigtige tal, så jeg kan se, hvad jeg får ud af at være tvunget til at fortsætte et par år endnu. Jeg er klar over, at hvis jeg kunne lægge 20 år oven i de 20, jeg har, ville kompensationen være omkring 1.000 kroner per måned.

Forkortet af redaktionen

Svar

Svar vedrørende 93-gruppen: I januar 2003 skrev jeg i klummen »DLF mener« om 93-gruppens pensionsproblemer: »Jo længere tid der går, jo vanskeligere bliver det desværre at skabe ordentlige løsninger. Næste gang, vi får muligheden, bliver ved Overenskomst 05. Vi kan ikke lave ordninger, der fjerner de problemer, der opstod i 1993, alene af den grund at flere fra gruppen vil være gået på pension i 2005, men vi må bruge tiden frem til 2005, så vi er betydeligt bedre forberedte, end vi var i 2002. Der skal to parter til at indgå en aftale, men vi må være parate til at udvise solidaritet med 93-gruppen«.

Jeg var og er helt klar over, at for den enkelte vil betydningen af det aftaleresultat, vi har opnået, afhænge af pensioneringstidspunktet. Dertil kommer, at udgangspunktet for forhandlingerne var aftalen fra 2002, hvor det klart fremgik, at der var endelig afregnet for 93-gruppen. På trods af det fik vi en aftale om 52 millioner kroner til engangsbeløb og en permanent forhøjelse af pensionsprocenten med 2,5. Det er i det lys, at kommentarer til resultatet for 93-gruppen skal ses.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF