Da jeg var nået til 11. skoleleder, sagde jeg op

Som ansat i folkeskolen siden 2008 har jeg efterhånden oplevet lidt af hvert. Men da udsigten til den 11. skoleleder på få år blev en realitet, valgte jeg at opsige min stilling som speciallærer efter næsten seks år på samme skole.

Det var ikke elevernes stigende kompleksitet, der fik mig til at gå. Heller ikke den vold og de trusler, som desværre er blevet en større del af hverdagen for mange ansatte i specialområdet.

Jeg forlod mit arbejde, fordi de politiske prioriteringer i kommunen har skabt så vanskelige rammer for skolens ledelse, at det i sidste ende også er gået udover lærernes arbejdsvilkår. De blev for uholdbare.

Når en skole igen og igen mister endnu en leder, er det sjældent et udtryk for tilfældigheder. Det er et tegn på, at rammerne for at drive skole ikke er bæredygtige, og at kommunens skolechef ikke har formået at gribe lederne. For når ledelsen ikke får de nødvendige vilkår til at lykkes og gode politiske rammer at arbejde ud fra, forplanter det sig direkte i organisationen og ud til medarbejderne.

Dyrt menneskeligt og økonomisk

Resultatet er høj personaleomsætning, manglende kontinuitet i den pædagogiske linje og et arbejdsmiljø, som bliver stadig sværere at være en del af. Det har en direkte konsekvens for børnenes skoletilbud og trivsel. 

Det mest bekymrende er, at kommunalbestyrelsen ikke kan påberåbe sig uvidenhed. Problemerne er nemlig velkendte. Medarbejdere, ledere og organisationer har gennem længere tid gjort opmærksom på konsekvenserne, da man årligt netop får opgørelse af personaleomsætning i kommunen og vold imod personale.

Alligevel fortsætter udviklingen, uden at man fra øverste led formår at stoppe problematikken. Der er samtidigt ingen ledelsesteori, der peger på, at det ikke kan lade sig gøre at få sat en stopper for så stor en ledelsesomsætning.

Tværtimod peger det på, at der fra politisk side er lavet en kortsigtet strategi med store konsekvenser for de ledere, som skal drive skolen. Høj personaleomsætning er dyr for en kommune – både økonomisk og menneskeligt. Rekruttering, oplæring og sygefravær koster, og samtidig mister eleverne den stabilitet og de relationer, som er afgørende. Det gælder særligt på specialområdet.

Ro på ledelsesgangen

Børn med særlige behov har brug for trygge voksne, kontinuitet og stærke faglige miljøer for at udvikle sig fagligt, men absolut også dannelsesmæssigt. Når lærere og ledere ikke kan holde til at blive, er det eleverne, der betaler prisen.

Derfor er lærernes arbejdsvilkår ikke blot et spørgsmål om den enkelte skole eller den enkelte leder. Det er et politisk ansvar at sikre, at lederne får den sparring og støtte, der er brug for, at de kan lykkes i jobbet.

Ligesom vi forventer, at andre nyansatte i kommunen har mulighed for mentorordning, er der brug for, at skolechefen sikrer god sparring og støtte til skolelederne. Hvis kommunerne ønsker dygtige lærere og stabile skoler, må de skabe de rammer, der gør det muligt at blive i faget – også for lederne. Ellers bliver det ikke kun medarbejderne, der forlader skolen – det bliver også elevernes muligheder for den undervisning, de har krav på.

Nok har jeg forladt mit job, men lærerlivet giver jeg ikke op på. Heller ikke selvom jeg er politiker. Jeg har derfor fået nye græsgange på en skole med et stærkt ledelsesteam og lav personaleomsætning. Jeg har ligeledes sagt ja til at gå ned i løn. Til gengæld får jeg eget arbejdsbord og ro på ledelsesgangen.