Coronakrise: Skal jeg bage pandekager med mine bonusbørn eller hjælpe en elev?

Foto: flickr.com/Der Robert

”Snakker du med en elev nu?”

Spørgsmålet kommer fra min kæreste, som forbavset peger på min telefon. Det er fredag eftermiddag. Klokken er 17, og jeg er i gang med et videoopkald til en elev, der lige skulle bruge hjælp til en opgave. Det er egentlig weekend, og jeg har lovet min bonusdatter på 10 år, at vi skal bage pandekager. Men der er også coronakrise, og mit arbejde består af fjernundervisning af 9. klasseselever, der endnu ikke ved, om de skal til prøver eller ej. Og de er max. pressede!

Tre børn og to lærere inkl. nødpasning

Hjemme hos os har vi tre børn. En dreng på 4 og to piger på 10 og 11 år. Det er min kærestes børn og altså mine bonusbørn. Min kæreste er lærer i udskolingen ligesom jeg, og i denne tid skal vi altså balancere en arbejdsdag med alt, hvad dertil hører af fjernundervisning samtidig med, at vi skal hjemmeundervise og aktivere tre børn – der på alle måder (også) er max. pressede! I samme ligning indgår min kæreste på sin skole i en turnus i forhold til nødpasning og havde i sidste uge to dage, hvor han skulle afsted.

Fjernundervisning, videomøder og telefonsamtaler

Jeg må indrømme, at jeg synes, det er svært. Jeg er klasselærer i en 9. klasse, hvor jeg har dansk og engelsk, som jo altså begge er obligatoriske prøvefag. Derudover har jeg en 8. klasse i engelsk. Lige nu har jeg 42 opgaver liggende, der skal læses og gives feedback på. I morgen modtager jeg 21 videoer á to minutter, og på fredag igen 24 opgaver. På min skole har vi daglige videomøder, ligesom jeg skal afholde ugentlige teammøder virtuelt også. Samtidig stiller vores kære undervisningsminister krav om, at jeg skal differentiere min onlineundervisning og i øvrigt også ringe til mine udsatte elever dagligt.

Skal jeg arbejde eller være bonusmor?

Så hvad gør jeg? Skal jeg skrue yderligere ned for ambitionerne i forhold til mine 9. klasseselever, der lige om lidt (måske) skal til afgangsprøver? Skal jeg blive bedre til at sige nej, når de skriver og spørger, om jeg kan hjælpe? Skal jeg droppe mine videomøder eller telefonopkaldet til mine udsatte elever? Eller skal jeg stikke min bonusdatter en iPad og sige, at pandekagerne må vente. Jeg ved godt, hvad jeg helst vil. Og jeg tror, at alle forældre har det på samme måde. Jeg ville bare ønske, at KL og Undervisningsministeriet var enige med mig.