Corona-krisen har gjort det danske sprog danskere

De seneste år er sproget i den offentlige kommunikation blevet mere og mere engelsk. Højtråbende eksperter i politisk spin og public management har overbevist os om, at vejen til succes går gennem fancy slogans, buzzwords og keywords.

Men piben fik pludselig en anden lyd. Den 11. marts kl. 20.30 stod det klart for alle, at Danmark var alvorligt truet af en epidemi af en livstruende sygdom, og at alle skulle overholde nogle særdeles skrappe regler for at imødegå faren. Fra næste dag ville det være forbudt at forsamles over 10 personer, og mange butikker, arbejdspladser, skoler, børnehaver og meget mere skulle holdes lukket.

Nye forhold skaber behov for nye ord, og her har kreativiteten været stor. Vi har fået nye ord, og ældre ord har fået ny betydning. Ord som afstandskaffe, ansigtsmaske, bamsejagt, flokimmunitet, hudsult, kahytskuller, nødpasningsordning, omtankeafstand, selvisolation og værnemidler er blot nogle få eksempler på ord, der er dannet på dansk grund med brug af danske orddannelsesprincipper.

Hvorfor siger vi ikke bare distance coffee, face mask og teddy hunt? Svaret er, at vi er bange, og angsten dulmes bedst med følelsen af, at vi står sammen og hjælper hinanden, selv om det medfører betydelige afsavn for den enkelte. Her hjælper ingen snedigt udtænkte engelske one-liners. Man må bruge fællesskabets sprog.

Ordet danskere er også kommet på mode igen, og mange steder bliver der svinget med Dannebrog ud af vinduerne, når der synges fællessang hver for sig med sange fra Højskolesangbogen. Coronakrisen har gjort os mere bevidste om de danske værdier. Vores sprog er blevet mere dansk. Vi er blevet danskere.

Illustrationen: Den lille havfrue med værnemaske er af Gert Ejton.

Artiklen vil blive bragt i Den Danske Sprogkreds´ blad Sprogkræsen den 1. juni.