Cirkuslege

Et sted hedder det i Grimbergs historie: 'Da byen (Trier) for tredje gang blev plyndret, da byens gader lå fulde af lig, der forpestede luften - hvad betragtede bystyret da som det bedste hjælpemiddel mod elendigheden? Jo, cirkuslege. Fik befolkningen bare underholdning, så ville deres sorger spredes og livsmodet vende tilbage.' Og således gik Romerriget under i et forrygende dekadent misforhold til og foragt for virkeligheden.

Og i Folkeskolen nummer 40 taler lektor ved Danmarks Lærerhøjskole Torben Weinreich begejstret ud fra den samme undergangsbestemte dekadence, som gennemsyrer folkeskoleloven. Sorger spredes, og livsmodet genopstår, hvis skolen blot ikke tager virkelighedens kendsgerninger for tungt. Med lukkede øjne på hovedet ud i cirkuslege. En stakkes dame fra Frederikshavn stødte sig slemt på Weinreichs visdom, blot fordi hun ikke kunne se skønheden i det dekadente forfald. Som lektor i historie, Vagn Oluf Nielsen, andetsteds i samme nummer gør en visdom ud af at måle holdninger, meninger, forståelser, følelser og interesser uden at kere sig det ringeste om noget så sortskoleagtigt som kundskaber og færdigheder, således vender Weinreich ryggen til virkelighedens afspejling af den historiske korrekthed, fordi også han i folkeskoleloven finder belæg for motivation og levendegørelse så langt væk fra livet som muligt. I virkeligheden er virkeligheden for Weinreich et resultat af en primitiv ureflekterethed, medens den sande reflekterethed nødvendigvis ender med at reflektere virkeligheden bort. Og det er i denne giftigt overreflekterede undergangspædagogiske os, folkeskolens elever i fremtiden skal udvikle deres personligheder.

Vagn Madsen

Brønderslev