Bundfalsk pædagogisk propaganda

Der var engang – 2009/10 var det vist – hvor man optalte, at ca. 84 000 børn fik en eller anden form for specialundervisning. Og det var sandelig alt for dyrt. Det måtte ophøre. Så vedtog man – regeringen og KL – at 96 procent af alle elever skulle mases tilbage til klasseværelserne i folkeskolen, hvor de i fremtiden skulle modtage en efterhånden temmelig unormal udvandet form for normalundervisning. Man vedtog det bare med et fingerknips. Man undersøgte ikke, om det overhovedet kunne lade sig gøre at undervise alle disse elever, der hidtil havde fået specialundervisning, fordi de netop ikke kunne rummes i de almindelige klasser til den almindelige undervisning. Man rummede dem bare. Det hele var så vanvittig en spareforanstaltning, at man for skams og husfreds skyld var nødt til at opfinde en led og klæbrig historie om, hvor synd og psykisk invaliderende det var for de specialhjælpkrævende at blive taget ud af det klassefællesskab, hvor det hidtil havde været synd og ødelæggende at fastholde dem til en undervisning, som de slet ikke kunne følge og få noget ud af. Hvad der den ene dag var ødelæggende for de svage børn, blev den næste dag gjort til en betingelse for, at de overhovedet kunne udvikle sig til normalfungerende børn. Det kunne enhver godt se var en svindelagtig måde at misbruge pædagogiske argumenter på, men ingen sagde rigtigt noget, For klogeligt nok var der ikke nogen, der blev spurgt.

Nu udtaler uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (Politiken 11.4.), at den sprængfyldte rummelighed skam da er en ”kæmpe opgave”, som vi må ”følge meget nøje”. Jamen dog. Lad os endelig følge udviklingen. Det koster jo ikke noget. Og hvad kan der mon komme ud af at følge skoleødelæggelsen ”meget nøje”. Der kan komme det ud af det, at tiden går og går i det uendelige.

Jamen noget måtte jo gøres. For ellers ville det jo ende med, at op mod halvdelen af alle elever skulle have specialundervisning, udtaler ministeren. Og det går jo ikke. Vel. Men problemstillingen er falsk. Problemstillingen er bundhamrende falsk. Børn i dag er ikke anderledes, end børn har været i de sidste hundrede år. Mennesker muterer jo ikke fra den ene dag til den anden. Men vilkårene for børnenes skolegang er unægtelig blevet anderledes. Der er gjort alt, hvad den menneskelige fantasi kan frembringe af tåbeligheder for at gøre børnenes skolegang mest mulig elendig. Man har arrangeret klassesammensætningerne på den mest undervisningsumulig måde. Mast alt og alle ind i de samme klassecontainere. Og man fortsætter med at forøge brogetheden i klassesammensætningerne.

Og så sidder en minister eller flere af slagsen og vil følge udviklingen bare for at slippe for at gøre noget.

Der er i dag ikke flere børn, der skal have specialundervisning, end der var før i tiden. Men man har ad lovgivningsvejen fremprovokeret flere specialhjælpkrævende børn gennem den mest håbløse indretning af skolen. Og dertil har man sørget for at forsømme alle de dygtige elevers uddannelse, hvilket ingen ser noget odiøst i. Alle de pædagogiske løgnehistorier er i dag samlet om at overbevise lærere og forældre i særdeleshed og befolkningen i almindelighed om, at skolen fungere fortræffeligt, hvis bare der hældes kaskader af penge ind i udueligheden. Eller hvis bare lærerne var uddannet bedre i specialpædagogik, så de kan fungere som specialpædagogisk støtte for de svage i klassen og forsømme de dygtige endnu mere, end disse bliver forsømt i dag.