BUNDEN
”It seem to me that conservatism, in the sense of conservation, is of the essence of the educational activity, whose task is always to cherish and protect something – the child against the world, the world against the child, the new against the old, the old against the new.”Hannah Arendt “The Crisis in Education”, I Between Past and Future, London: Penguin Books, 1968, s. 192.
Faldet er slut. Det var. Alt er nu glemt og vores kroppe må bevæge sig usikkert. Vi kan ikke komme længere ned. Men hvor er det så, vi er havnet? Det er svært at se på bunden. Det er mørkt. Men det er ikke en gammeldags bund. Mørket kan jo ses. Mørket er så tydeligt. Det frembringer tårer. Det synlige mørke er det mest smertefulde syn, som ikke kan ses. Det er den hårde ufrugtbare jord.
”hvad har du lært i skolen i dag?” Forståeligt spørgsmål. Heldigvis forventes ikke et svar. ”hvad har du lavet i skolen i dag?” Ligeså forståeligt, men langt farligere. Find på noget. Men hvad foregår der egentlig? Ikke noget. I 8 år. Bunden.
Fra 1959 til 1973 var ”faldet” en hel generations projekt. Villy Sørensen, og alle dem, der misforstod ham, lagde ud. De skrev om det i 1959, og de udlevede det i 40 år. Det var ren spænding. Alle fortællinger og al kærlighed, alle bedrifter og alle gerninger; ja, alting udspaltedes i videnskab og endimensionale følelser – i velfærd, nytte og forbrug. På et tidspunkt fandt man så noget politisk – et kinesisk, et sovjetisk, et jugoslavisk Utopia, som man kunne smøre på. Et repos før det videre fald. Faldet og det politiske var vejen til bunden. Klæbrigt, mørkt og synligt. På et tidspunkt kan man ikke synke dybere. Så stopper ”faldet” med at være spændende. Så stopper det. Stop. Bum. Av. Lyst mørke. Nordkraft. Der er ikke noget ovenover. Blot en drengestreg. Bund og ingen bevægelse. Lyst mørke.
”hvad har I sunget i skolen i dag? Uforståeligt spørgsmål. Man synger ikke i skolen.”hvad har I undersøgt i skolen i dag? Uforståeligt spørgsmål. Man undersøger ikke noget. Man får sin frihed forklaret.
Bunden har ingen smukke lyde. Der er kun kroppenes grynten og gniden. Der er kun råb og tilfredsstillelse og ”jeg” og ”du”. Der er ingen smukke lyde. Skønheden var før faldet. Grimheden er skøn i faldet. Bunden er ikke engang grim. Bunden har ingen undersøgelser. Der er kun rækkefølger, udvikling og kapitalister og drømme. Der er embedsmænd, målsystemer og evidensbaserede metoder. Der er intelligensprofiler og videnssamfund og undervisningseksperter. Der er trivsel og sammenhængskraft. Alting er forklaret af dem, der stadig nyder faldets rus, og som har fundet noget blæk, de tror på. Ingen lyd, ingen undersøgelse, ingen frihed. Bunden er bare synligt mørke. Man kan ikke en gang skjule sig. Alle kan se alt. Ikke kun noget men det hele. Det er gennemlyst mørk nøgenhed. Det er den rene uoplyste krop, som alle kan se. Alles tanker er væk.
Faldet helt ned, så alt står stille, i oplyst nøgenhed i fuldstændigt mørke. I smerte og kropslig tilfældighed. Her rager en generation rundt i starten. Uden hjælp fra de andre med en anden alder, som elskede faldet. De andre med en anden alder levede med det, åndede med det. Kunne ikke forstå, at vi ikke elskede det. Men vi kunne ikke. Vi faldt nemlig ikke mere. Vi var på bunden. Nå! Tingene var nu endelig kun på en måde. Man kunne kun se lige ud. Ind i fremtiden. Overlevelsen. En fremtidshistorie. Den moderne skole. Den lange opbyggelige vej endte blindt. Vi er gået i stå. Bunden er der bare stadig væk. Der er alt for mange kroppe, drømme, kapitalister, druk, bræk og sex. Alt for meget bureaukrati og saglighed. Alt for meget fremtid og alt for mange mål. Der er stadig intet fald, og slet ikke nogen skønhed. Og slet slet ingen frihed.
”Sig noget!” ”xxx” ”Nå det? Du er borgerlig du er neurotisk. Du skal demonstrere og du skal samtale. Er du nu lydig? Godt, så er du fri! Har du det dårligt? Godt det har jeg også! Jeg hader dette samfund! Er det ikke dejligt? Vi falder – kan du mærke det? Det er skønt! Bræk dig! Fingeren i halsen. Drik af helvede til og ryg hash. Vi falder. Det er dejligt. Knep nogen! Kan du mærke, hvordan kærligheden siver. Knep. Det er jo det, det hedder. Har du ikke fået seksualundervisning? Besæt et hus og smadr nogle ruder! Hvorfor falder du ikke? Det er jo dejligt”.
Kroppene gnides uden sved i mørkets lys. ”Jeg” og ”du” og behov. Men der er ikke noget fald. Det er bunden. Det er druk, bræk, hash, og sex. Saglighed og konstruktiv kritik. Faldet er forbi. Der er ingen splittelse. Der er enhed. Det er den samme bund. Hård. Mørk, ildelugtende. Der går vi rundt, mens de 60-årige falder endnu. Det var simpelthen bedre i gamle dage. Gamle dage. Det var bedre, det var smukkere, og det var friere. Hvornår var gamle dage? F.eks. før 1973. To rækker uden for klassen. Dreng-pige med hinanden i hånden. Skønhed. Stå bag stolen indtil en venlig lærerinde, en frøken, beder eleverne om at sidde ned. Bukke og neje, ”des” og godmorgen i forventningsfuld tavshed. Civiliseret. Alle nationale og europæiske navne som 11 årig. Kundskaber. Skak og lærere uden metoder og forklaringer og uden didaktik. Frihed. Sang hver dag fra det nationale reservoir af melodier. Den fælles stemme. Før 1973. Regelbrud og op til inspektøren. Skamfuldhed og straf. Retfærdighed, som sætter et civiliseret og poetisk træk hos alle, og som disponerer os for Gud. Pigerne som ikke er kroppe, men farver, dufte og områder, farvet af et æstetisk og frit skoleliv, med kommende ansigter. Malerier man blev tvunget til at kigge på, indtil man blev væk i dem. Skrift, som skulle skrives i hånden, og som kunne udvikle sig. Virkelighed.
Al den skønhed og al den frihed forsvandt endegyldigt i 1973. Fra dette år var faldet så fremskredet, at også skolen skulle lide faldets herligheder. Se hvor vi falder! I er kroppe. I er dorske. I er vilde, I er uregerlige og vi falder. I er frigjorte og en flok dejlige uregerlige unger alle til hobe. I 1979 og derefter er alt glemt. Alt er slut. Bunden er hård. Her er grimt, ufrit og uciviliseret. Der er et blik og et sprog. Der er ingen fortid og intet fællesskab. Her er koldt. Men her er bræk og sex, magt, interesser, cutting og troldmænd over alt. Alt er væk.
Det eneste sted man kunne tage hen var ”ud”. Rundt – med tog – på tommelfinger. Ud i et Europa i problemer, som fungerede. Ud til franskmænd som kunne tale om revolution. Til grækere, der stadig huskede en frihedskamp, og til jugoslavere, som vi troede var mere frie end os. Det havde SF bildt os ind. Ud til Englændere, hvor en Oxford-intellektuel spurgte om ting vedrørende Norden, som ingen har fortalt os om. Ud at mærke at mit land blev opfattet som smukt og skønt, selvom vi selv troede, at det var et syn fra gamle dage. Men for de andre var skønheden endnu nutid. Jeg kunne intet kende. Ingen malerier. Modernistisk litteratur så blodet sprøjter. Og magtsyge politikere. 1800-tallet på vrangen. Ren ironi. Dæmonisk. Ingen gæring – ingen afklaring. Kun vandret og sagligt. Bundens retning er vandret.
Suse fra sted til sted, fra banegård til banegård. Fra land til land. Sove når øjnene faldt i. Rul soveposen ud, sov! På fortov, i kupeer i parker. En fri krop overalt. Svæver i vores verdensdel. Møder en og to og videre. Hører Bruxelles kalde rundt om min bænk. Et helt spind af frihed. Et blæsevejr. Endelig. Blot for at få del i faldet. Autobahn. Bevægelse. Giv mig det samme fald som de andre. Men nej. Ingen gevinst. Hjem igen på bunden. Bunden er der hele tiden. Når man først har nået bunden, kan man ikke falde. Det er en naturlov. Man kan ikke rejse sig væk fra bunden. Bunden er altings bund. Det er ikke relativt vel? Man kan ikke have flere bunde. Kun en. Det nye absolutte er ikke det gode eller fornuften. Det kan altid blive bedre. Nej, det nye absolutte er bunden. Bunden er altid bunden af noget. Under det er der ingenting eller noget helt andet. På bunden er man derfor sikker, for der er ikke noget at tvivle på, for der er ikke noget fremmed at se. Det er taget væk, glemt, fjernet og frosset. Her bidrages ikke med et opvakt blik. Her gøres karriere.
Bunden er grå. Det er klart. Næsten banalt. Mørk og lys på samme tid. Det giver gråt. Der er ingen landskaber. Ingen gravhøje og ingen søer. Ingen skove og intet hav og ingen byer og slet ingen guder. Men der er masser af penge og ting. Der er masser af spørgsmål og svar. Der er undervisning, og der er læring. Der er evaluering og transport. Der er mål og mus-samtaler. Der er karriere og fremgang, og der er rigtig mange kontrakter. Det er bundens mennesker, der bevæger sig uden sted. De har kun det sted, der kan betale sig, og når de har fundet sådan et sted, så skriver de en kontrakt. Mennesker uden sted er ikke mennesker. Og mennesker der ikke er mennesker kan man skalte og valte med som dyr og slaver. 20 år til. Så er dette et faktum. Så er friheden helt glemt. Ikke kun som nu, hvor vi har glemt dens udspring, men også i virkeligheden. Så er de danske og europæiske samtaler væk. Så er der ingen friskoler, ingen foreninger, ingen frie universiteter og ingen fri presse. Så kan vi nøjes med at snakke om sammenhængskraft og tillidsstatistikker og altings flyden ud i verdensborgerskabets og internettets univers. Alting er refleksion og feedback. Det er gråt. Det er bund. Tænk hvis bunden skrider. Efter bunden kommer ikke et nyt fald. Efter bunden kommet intet.
Her går vi.
BUNDENS UTOPIA
Jo mere vi går på bunden, desto mere får vi en fornemmelse af et forrevet Utopia. Et sted som ingen steder hører hjemme. En skole for de seende, de civiliserede, de opmærksomme og de følsomme. Et sted fyldt med kærlighed til vores steder og tider, et sted for de stolte og de værdige. Et sted uden kommuner, mellemledere og udviklingskontrakter, og et sted hvor alle går i hvide lagner. Det er grækerne. Europa rører på sig. Det er stedet for det opvakte bonde- og arbejderbørn. Det er Grundtvig, Kold og Knudsen. Det er det nyttige, praktiske og naturvidenskabelige liv i national frihed og fælles interesse. Det er England. Dette er bundens Utopia. Ægte ord og ægte steder. Faldet er ikke noget Utopia, kan ikke være det. Vi kan ikke falde, vi er jo på bunden. Derfor må vi række efter det helt uopnåelige. Vi må springe over faldet. Vi må kritisere og forestille. Vi må i kontakt med guderne, synteserne, fortællingerne igen. Og ved I hvad? Det er forbavsende let. Det der fald er opreklameret. Når man først er på bunden, er der slet ikke et fald. Det er usynligt. Faldets ord er blot blæk. Vi går direkte i ånden på alt, hvad der ligger før 1973 og hele vejen tilbage til Platon. 2500 år er også vigtigere en 50. Det er klart. Så altså: slut med de kommunale skoler. Slut med reformpædagogikken. Slut med psykologien, slut med trivslen og slut med lærebøger, kontrakter og trin for trin. Direkte til stoffet, direkte til poesi, maleri, musik, naturvidenskab, og håndværk. Direkte til høflighed og lighed og åndelighed. Direkte til formaning og straf. Direkte til en passiv, tænksom og beskuende omgang med verden. Bagefter kan børnene så komme på fritidshjemmet. Det er kroppenes område. Der spiller vi Pink Floyd og Britney Spears, og man kan sige du og klaske hinanden på ryggen på sjove og moderne måder. Det er fedt, men det er ikke vigtigt. På fritidshjemmet har man fri fra friheden. Bundens utopi? Nå nej! Fritidshjemmet eksisterer heller ikke mere. Fritidshjemmet var faldets formel. Det var sjovt, spændende og frigørende. Bunden hedder SFO. Der er hårdt og mørkt, og man kan ikke gemme sig. Der får man vand og brød og bliver krydset af. Der er man i en ordnung.Jeg foreslår, at vi sætter parentes om meget nyere pædagogisk litteratur og begynder at studere, direkte og med åbent moderne sind, de tekster og de kunstværker, som frem til ca. 1965 hører sammen med os, og som kan genindsætte dansk ungdom som en opvakt og opmærksom del af det europæiske kulturelle orkester. Vi er ikke en del af det nyteknokratiske Asien af eller det stakkels forvirrede Arabien, som begge kunne have fyldt vores verden med skønhed, men for tiden foretrækker henholdsvis et løbsk teknokrati og forstenede kulturelle og politiske figurer, som vi intet kan lære af. Vi er heller ikke globaliserede kompetenceatomer, der suser rundt som fremtidsfikserede og tilpasningsdygtige atomer. Vi er danskere og europæere. Vi er indlejrede i en totusinde år lang national og vestlig tradition. Det skal man altså ikke have lov at ødelægge på 50 år. Det, vi trænger til, er en pædagogik, der ikke ”nytter” overhovedet, som sætter folk i stå, så deres intellektuelle, praktiske og moralske elastik spændes; en pædagogik som er enkel og tænksom, og som vel at mærke ikke skal tage hensyn til velfærdsstatens tryghedsnarkomani, ”sammenhængskraften’, den nyliberale forbrugernihilisme eller et globaliseret ’nowhere’. Derimod skal pædagogikken beskytte en æstetisk selvbevidst og frihedselskende nations ageren i et europæisk orkester; en verdensdel der kender til de pligter, der følger af at være en samlet kulturel og politisk tradition med rødder i kristendommen, i antikken og i oplysningstiden. Dette er vores ’sted’ og pædagogikkens horisont.
Bunden og Utopia
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.