Bondo eller Herfort

Danmarks Lærerforening skal gerne indlede det nye årtusinde med en handlekraftig og resultatsøgende ledelse:

– En ledelse, der er i stand til at analysere de politiske dagsordener, som henholdsvis stat og kommuner opstiller.

– En ledelse, der er visionær, og som tager initiativer.

— En ledelse, der kan formulere strategier ud fra de politiske mål, kongresserne fastlægger.

– En ledelse, der kan matche de konstante udfordringer, folkeskolen og lærerne bliver stillet over for.

– En ledelse, der lytter til medlemmerne og indgår i reel dialog.

Det er min opfattelse, at Anders Bondo er den person, der i samarbejde med næstformand og hovedstyrelse kan løfte den opgave.

Anders Bondo har i kongressen først som delegeret og senere som hovedstyrelsesmedlem vist, at han har sit politiske analyseapparat i orden. Anders er skarp, han kan indgå i dialog, han lytter, og han kan ændre holdning, hvis modpartens argumenter er gode nok.

Jeg mener, at vi trænger til en udskiftning på formandsposten.

Min begrundelse er, at Anni Herfort i sin periode som formand har skadet lærerne mere, end hun har gavnet.

Generelt har foreningens indflydelse gennem de senere år været vigende, på trods af at vi har tradition for at være godt repræsenteret de steder, hvor beslutninger, der vedrører folkeskolen og lærerne, bliver taget.

Forløbet op til Overenskomst 1999 kan der stilles mange spørgsmål til.

Derudover har formanden og et flertal af hovedstyrelsen – set med mine øjne – fuldstændig tilsidesat medlemmernes interesser ved at anbefale et ja først til overenskomstforliget og senere til mæglingsforslaget.

Det samme flertal må desuden fuldstændig have glemt den kongresvedtagelse, der blev vedtaget på Overenskomst 98-kongressen vedrørende arbejdstiden. Her stod blandt andet, at: '. . . det er afgørende, at den samlede tid til forberedelse og efterbehandling ikke reduceres. Der skal desuden være overensstemmelse mellem forberedelsestiden og de øgede krav til undervisningen i folkeskolen . . .'

Konsekvenserne af den nye overenskomst ser vi med al tydelighed nu. Kommuner rundt omkring i landet planlægger at gennemføre besparelser ved at legitimere det med lærernes nye arbejdstidsaftale.

Ved overenskomstforhandlingerne i 1995 lykkedes det Anni Herfort og et flertal af hovedstyrelsen at tilsidesætte to kongresbeslutninger fra kongressen i 1994, nemlig ingen lokalløn og nej til aftaleret for tillidsrepræsentanter.

Hvordan kan man genvælge en formand, der hele tre gange går imod kongressens beslutninger?

Vælg en formand, medlemmerne kan have tillid til.

Ulla Erlandsen

næstformand, DLF kreds 13