Børns rettigheder er vigtigere end Paris Saint-Germain!

Fredag den 27.10. væltede det fra morgenstunden ind gennem FN Byens security med repræsentanter fra de rettighedsråd, som er oprettet på landets nu 17 rettighedsskoler. Flest børn var der selvfølgelig, for eleverne har flertal i skolernes råd.

Det er engagerede børn, der nok skal stå på mål for, at kammeraterne på deres skole vil komme til at kende indholdet i konventionen bedre end folk flest. Og noget må der jo gøres, når skiftende regeringer har svigtet den konvention, de har skrevet under på, ved ikke at skrive pligten til at informere om konventionen ind i Folkeskoleloven.

Ja, det er ikke blot engagerede børn, men også børn med overskud, som kommer fra de råd. Der stod to seje unge ved morgenens kaffekander og croisanter. Jeg spurgte pigen, som udstrålede overblik og ro: "Er du så skolelederen?" "Nej, ikke endnu," lød det grinende svar fra Feline, som hun hed. Og hendes kammerat, Mikkel, kommenterede undrende: "Jamen, jeg troede, at du villle være arkæolog:" "Ja, først," replicerede hun. De kom fra 8. klasse på Kroggårdsskolen i Odense. Hold da op, hvor er det fremtidsskønt, at der findes frimodige og uimponerede og dannede børn og unge.

Anne Mette Friis og Christian Bindslev, som er to af folkene bag UNICEF Danmarks etablering af rettighedsskoler, bød velkommen og kunne ikke skjule deres glæde os at skue ud over deltagerne i Danmarks første børnetopmøde i FN Byen. "Her plejer at sidde mænd og kvinder i jakkesæt," fortalte Anne Mette Friis.

Dagens første oplæg stod bloggeren Rasmus Brohave for. Der blev lyttet, da han fortalte om sit besøg som UNICEF ambassadør i en lejr med 48 for tidligt fødte børn i Tanzania og kun to til at passe dem. Men der blev helt stille, da han berettede om en digital mobning på Arto, som hans søster havde været ude for i skolen, og som betød, at hun nu mange år senere stadig havde psykiske problemer.

Efter ham kom Emma Holten, som nok fortalte om den mobning, hun selv havde været udsat for, men dertil kom ind under huden på mobbefænomenet. Mobbe kommer af mass, og vi vil jo alle hellere være en del af massen end være holdt udenfor. Derfor har vi nok alle deltaget i mobning. "Vi er nødt til at se på os selv først, for ingen synes, de selv mobber.... Man stopper mobning, når alle behandles lige," proklamerede hun. Og fik spørgsmålet fra salen, om voksne også mobber. Hun svarede: "Ja, i den grad. Man bliver ikke mega klog af at blive voksen, men kun af at tænke sig om. Og jo tidligere det sker, jo bedre!"

Derefter startede en række workshopgrupper, hvor jeg satte mig blandt dem, der skulle udforme Det nationale Rettighedsråds første charter med anbefalinger til beslutningstagere. Alle skolerne havde sendt forslag ind, som nu skulle sammenskrives og redigeres. Fire anbefalinger skulle rådet nå frem til.

Og jeg kan allerede nu røbe, at temaerne blev: trivsel, mangfoldighed, børn med særlige behov og ytringsfrihed. Der blev diskuteret seriøst og nuanceret og med livserfaring. Mit øre fangede ord fra Belinda fra Husum Skole: "Man kan ikke lære noget, hvis man har det dårligt og føler, at man ikke er noget." Sagt uden vrede, uden banalisering, men blot som et stille, klogt afsæt for den anbefaling, der skal sættes ord på.

Gruppen True North havde haft en stor gruppe til undervisning om AMYGDALA, det stof der aktiveres for at beskytte os, når en fare nærmer sig, eller når vi frygter noget. Dem mødtes alle med inden frokost, og to elever fra 5. klasse tog mikrofonerne og fortalte de voksne, at de havde en opgave til os. En skulle på scenen og danse 3 minutter og 11 sekunder foran de 300 mennesker i salen. De to elever gik ned fra scenen og ud mod de voksne, mens den fortalte, at man ikke kunne melde sig. De ville vælge en. Og ganske mange begyndte at se ned i gulvet eller foretage sig noget.

Så fortalte de to, at det bare var noget, de gjorde for at vise os, hvordan mange elever har det hver dag. Pyha!

Endelig fik vi voksne mulighed for at mødes i små grupper med elever, der ville fortælle os om, hvad Amygdala er. Jeg lyttede til Naja fra Ellebjergskolen og Mads og Thilde fra Spjald Skole. Og hvor var de gode til at finde eksempler fra hverdagen.

De opfordrede os til at bekæmpe andres følelse af angst, når de skulle fremlægge, ved at bruge ØRE-modellen. Ø for øre, hør efter. R for ro, lad være med at kigge på alt muligt andet, men hold fokus på den,der har ordet. Og E for ekko, øv dig i at holde fokus ved at lade det sagte ekkoe inden i dig.

Når Det nationale Rettighedsråds charter er renskrevet følger jeg op her på bloggen.