Børn med diagnoser i folkeskolen er endt på parkeringspladsen!

Grobunden for anvendelsen af psykiatriske diagnoser og terminologi i folkeskolen blev grundlagt i midten af 1990érne og siden da, er det kun gået én vej. Da Kommunernes Landsforening i starten af 00érne opdagede, at udgifterne til specialskoler og – tilbud ville eksplodere og økonomisk underminere folkeskolen, genopfandt man inklusionstænkningen. Et perspektivskifte fra det enkelte barn til fokus på det fælles og dermed også en ny terminologi (diskurs) i omtalen al denne gruppe elever: Fokus på potentialer fremfor fejl, de har ikke problemer, men er i problemer, anerkendelse frem for stigmatisering og eksklusion mv.

I de knapt 20 år inklusionsdiskursen har domineret, er ingen blevet klogere – tværtimod! Velmenende lærere står nu i klassen med 3 – 4 elever, som de ikke har forudsætninger for eller tid til at undervise. Forældrene forstår ikke, at skolerne ikke kan levere den fornødne pædagogik eller ressource og kræver derfor specialtilbud. PPR er ikke fagligt i stand til at rådgive og vejlede den enkelte skole/lærer ang. specifikke tiltag i forhold til konkrete elever med diagnoser. Kommunernes Landsforening er ganske tavse og ved ikke om vejen skal belægges med flere specialtilbud og/eller mere inklusion.

I mellemtiden forsøger lærere dagligt at få de udfordrede elever igennem nåleøjet til PPR med henblik på en udredning. Inden da skal læreren præstere adskillige skriverier/pædagogiske notater og pædagogiske tiltag, der skal legitimere indstillingen og hvis det ender med en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV), hvori en diagnose som oftest er nævnt, er det som om, alt går i stå. Endelig fik læreren/forældrene/barnet forklaringen (diagnosen) på de omfattende udfordringer – men hva´ så?

Med diagnosen følger ingen pædagogiske anvisninger eller manualer (da diagnosen blot beskriver barnets adfærd) og desværre heller ingen ressourcer, idet diagnoser ikke længere automatisk udløser øgede ressourcer.

Diagnosen har pt. kun det formål at legitimere barnets udfordringer fagligt og socialt – nu ved vi alle hvorfor, men da skolen hverken har ressourcer eller faglig ekspertise, forbliver barnet med sin diagnose parkeret i en venteposition – men hvad gør det? Så længe vi ved hvorfor!