Børn der opdrager børn – betyder gruppen alt?

For første gang i historien er det reelt ikke forældre eller lærere, de store børn vender sig mod for at få vejledning, støtte og forbilleder. De vender sig nu til nogen, som fra naturens hånd på ingen måde er tiltænkt en opdragerrolle, nemlig de jævnaldrende: BØRN DER OPDRAGER BØRN!

Hvis man ikke vidste det i forvejen, har coronakrisen tydeligt udstillet, hvor vigtigt det er for børn og unge at være sammen med kammeraterne, og hvor skidt de får det, når de jævnaldrende ikke er umiddelbart tilgængelige. Når forskellige medier har talt med børn og unge om, hvordan de oplever det at sidde hjemme i stedet for at være i skole, er svar som disse gennemgående: ”Jeg ser en eller to nogle gange, men jeg savner resten… jeg savner mine venner… jeg glæder mig til at lege med de andre, og så savner jeg at give gruppekram.” Man kan sige, at krisen har gjort ondt på psyken, for det ér ikke nemt at være isoleret.

Måske tænker man som voksen: ”Jamen sådan var det da også, da jeg var barn, jeg ville da også gerne være sammen med mine kammerater og synes det var meget trist, hvis der ikke var nogen at lege med, nogen at være sammen med.” Og det er jo rigtigt, men børn og unges reaktioner på isolation under coronakrisen afslører et dilemma, nemlig, at de måske er for afhængige af kontakten til kammeraterne? De gange opfører de sig i hvert fald, som om de er på vej væk fra voksne, lokket at en sirenesang fra gruppen af jævnaldrende. Ja de indgår reelt i relationer som konkurrerer med de vigtige voksne, her forældrene og lærerne.

Men jævnaldrende kan ikke støtte og vejlede, så barnet eller den unge kommer videre i sit liv og sin udvikling. De kan have fornemmelsen af, at de får støtte, men snakken og samværet går i ring, for de bliver ikke i tilstrækkelig grad udfordret af kammeraterne, der næsten altid giver en ret. Børn og unge kan ikke få andre børn og unge til at fungere optimalt af den simple årsag, at de naturligvis selv dårligt nok kan orientere sig i verden, og jo yngre de er, jo mere udpræget er det. Derfor er det ikke udelukkende de jævnaldrende, som børn og unge skal være afhængige af. Her har børn og unge brug for en voksen, der vejleder dem, brug for en, der reelt ved bedre.

Det er for fattigt og vil ende i anarki, hvis vi voksne blot læner os tilbage i forvisning om, at børnene lærer det hele i og af kammeratskabsgruppen. Det kan blive den lidt for nemme løsning og den til lejligheden passende ”sandhed” om, at kammeraterne betyder alt, og voksne intet. For er man 10 – 12 år, kan man sjældent overskue og klare sine problemer selv. Derfor er voksne også når børnene er i puberteten stadig en moralsk og emotionel støtte, ja måske mere end de fleste unge, og voksne for den sags skyld selv, er klar over.