Børn, bibliotekarer og bøger

Som medlem af den fine forening Selskabet for Børnelitteratur, IBBYDanmark modtager jeg medlemsbladet Klods Hans. I årets nr. 4 kan man på bagsiden læse klummen mit hjerteblod af børnekulturformidler Gro Vase, der arbejder på Glostrup Bibliotek. Hende må børnene i Glostrup være lykkelige for, fordi hun brænder for sit arbejde. Men hun har én udtalelse, som får mig til at rynke panden: "For hver elsket klassiker, vi stikker i hånden på et barn, skal vi huske også at give det ti nye".

Hvorfor? Hvorfor dele børnelitteraturen op i klassikere og nye? Hvorfor ikke i sigende og intetsigende? Eller i udfordrende og selvkørende? Eller i…?

I Irene Vallejos Evigheden i et siv udpeges en række nøglefigurer i arbejdet med at sikre bogens eksistens: forfatterne, boghandlerne og bibliotekarerne. Men der er andre spillere på banen i dag, ikke mindst de store spillere på markedet og i medierne, som må og skal have et kulturelt modspil, hvis bogen skal bevare sin status som det, der på en gang giver os vinduer og spejle, udsyn og indsigt. Og her er det selvfølgelig beklageligt, at det offentlige har misligholdt bibliotekarernes vilkår, måske i en tro på den digitale formidlings velsignelser. Men den belæste bibliotekar er og bliver bibliotekets afsæt for at være kulturformidlende. Ellers løber Disney med det hele.

Gør det så noget? Tja, hvis vi bare skal have flot underholning, så fint. Men hvis vi mener det alvorligt, at vi ønsker at udvide vores horisont – både ud mod verden og ind i os selv, så rækker det ikke.

Lad mig som eksempel bruge den gamle kinesiske fortælling om Hua Mulan, som er udkommet i en smuk, traditionel billedbogsudgave Jeg er Hua Mulan! på Forlaget Hjulet. Lektøren anbefaler den til store biblioteker, mens børn i alle afkroge af landet har medieadgang til Disneys udgave, som billedmæssigt og narrativt er typisk Disney, flot og underholdende. Det er vanskeligt at formidle et alternativ til markedets fortælling, når adgangen til en mere autentisk udgave er sparsom.

Eller lad os tage Disney-gørelsen af Den lille havfrue og Snedronningen. Andersens farlighed er afløst af Disneys kombination af spænding og "skal kunne fortsættes". Det er op ad bakke at få lydhørhed for de oprindelige historier. Jeg har et lille oldebarn, der har Elsa fra Frost overalt, og hun mener stædigt, at Elsa er den og det rigtige. Selv da jeg fandt billedet af en ung danselærer fra norske Arendal, Linda Thommesen, der markedsfører sig som "real life Elsa", og jeg kunne vise foto af hende, konstaterede oldebarnet, at så må der være to Elsa, men det er ikke den i min gamle bog.

Alligevel vil jeg blive ved, for Andersen kan berige os, mens Disney i højere grad kan berige koncernen selv. Det er svært at gå imod de internationale, kommercielle interesser. Men vi snyder børnene, hvis vi ikke forsøger. Så måske skulle vi starte med at give bibliotekarerne bedre vilkår, hvis de bare lover at blive bibliotekarer!