Der findes et velkendt ordsprog, som lyder: "Man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke". Budskabet eller pointen i dette ordsprog kan dog forsøges udlignet/neutraliseret ved at benytte et ligeså velkendt ordsprog, som lyder: ”Appetitten kan opstå, mens man spiser”. Underforstået: Selvom du tvinges, kan lysten godt opstå under tvangen.
Det er jo også delvis sandt. Uomtvisteligt er det dog, at denne underforståethed udgør et bærende princip bag selve måden skolen er indrettet på. Og det er direkte uheldigt.
For er det ikke uhyggeligt svært at forudsige, hvornår appetitten, altså modtageligheden og lysten opstår under skolens tvang?
Er det ikke sandsynligt, at man med en vis portion sikkerhed kan forvente eller forudsige en betydelig mængde læringsforstyrrende modstand ved mødet med tvang?
Alligevel er det fortsat en skoletradition baseret på tvang, som udgør fundamentet for skolen. Politikerne (bakket op af grupperinger af både lærere, forældre og andre interessenter) synes dermed at sætte deres fulde lid til, at det sidste ordsprog omkring den opstående appetit indeholder en alment gældende sandhedsværdi. Dette antydes i hvert fald kraftigt ved bl.a. den måde, som elever, der netop ikke finder appetitten, bliver kategoriseret som unormale, inklusionsbørn, diagnosebørn, ubegavede, uromagere... ja fortsæt selv listen med triste benævnelser.
Fremfor med hver årgang at lade 10-15% drukne i truget, og måske endda i samme trug yderligere udsætte en 30-40% for 'waterboarding', burde vi så ikke i stedet sætte hestene fri?
Bør vi ikke sætte hestene fri?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.