Bo blandt skolens børn og forældre

Johannes tænkte tilbage på sin første lærerstilling. Skolen lå 50 km væk. Han havde håbet at der måske var andre lærere på skolen som boede i samme by som Johannes. Så kunne de skiftes til at køre. Det var 40 år siden, men benzinen var dyr. Kun 3 kr mindre pr liter end i dag. Johannes kunne ikke mindes at der var kørselsfradrag. Det var en forstadsskole, ca. 6 km fra en større købstad. En af de første erfaringer Johannes fik som ny lærer var at næsten alle lærere boede i selve forstaden, og resten boede i nærheden.

Senere i karrieren kom Johannes til at bo i den landsby hvor han underviste. Det viste sig at medføre mange fordele. Så da Johannes blev mentor for de nye lærere på skolen, fortalte han om de gode stunder man kan have med børn og forældre i nærmiljøet.

Var Johannes en menteur (løgner) i stedet for en mentor (en slags vejleder)?

Nu hvor han ikke kunne ændre noget, kom han tit i tvivl om ting han havde gjort eller ment eller sagt. Hans forsøg på at lokke kolleger til, var i hvert fald mislykket. Kun knap halvdelen af lærerne boede i landsbyen. Resten boede 20 - 40 km væk.

Johannes var ved at skrive en bog som bl.a. handlede om den gavn lærere og forældre kunne have af hinanden.

Ha, han kunne ikke dy sig for stadig at spille mentor selvom det snart var to år siden at Johannes var gået på pension.

I Folkeskolen kunne han læse at det er svært at trække lærere fra København til Frederikssund hvor ca. 33% af af timerne bliver læst af personer som ikke har en læreruddannelse.

Johannes undrede sig. Han havde haft glæde af at bo blandt brugerne.

- Til sommerfesten, hvor man fik en uforpligtende snak. Det var hyggeligt at møde eleverne, og Johannes havde haft mange gode samtaler med forældrene.

- I Brugsen var det bare typisk "hej", "hej" og et nik eller et smil.

- Hos mekanikeren, hvor en urolig elev havde fundet sin plads og var stolt over at have ordnet den gamle klasselærers bil.

- I Genbrugsen, hvor en mor kunne fortælle at datteren nu havde mand og to børn.

- En far bankede på døren, og en svær samtale ventede. Det skete sjældent. Men det var i lærerens fritid. Og hvad så? Man bliver glad hvis man kan hjælpe.

Forældre og børn kunne jo se at Johannes slog græs i bar (lidt for tyk) mave om sommeren. De kunne sagtens finde for meget ukrudt i Johannes' baghave.

Johannes havde dog aldrig følt svigtende respekt. Tværtimod. Det var let at skabe respekt i skolen.

En dag er Johannes ved at fjerne en genstridig trærod i haven, og han er ved at have nok. Han tænker forbitret på dynamit. Så kommer en gammel elev leende forbi, og sammen får de roden op. Er der noget bedre?

Måske skulle Johannes alligevel prøve at skrive en bog om de lavthængende frugter:

Nærvær mellem elever, forældre og lærer.