Bjørnetjenesten

I det nye bind af Dansk Sproghistorie Ord for ord for ord anvender man endnu en gang termen pendulord. Det var Erik Hansen, der i bogen Rigtigt dansk fra 1993 lancerede betegnelsen pendulord, der skulle dække ord, hvis betydning over tid svinger fra den ene yderpol til den anden.

Da betegnelsen og Erik Hansens eksempel bjønetjenesten siden er blevet optaget i stort set alle bøger om dansk sprog, fortjener den at blive kigget lidt efter i sømmene.

En af den franske oplysningstids store forfatter Jean de La Fontaine offentliggjorde i årene 1668-94 en række pædagogiske fabler med dyr, som fik tillagt menneskelige egenskaber.

En af fablerne handler om en bjørn, der har en god ven, der arbejder som gartner. En dag, hvor gartneren tager sig en lille lur i en pause, ser bjørnen en flue, der kredser om gartnerens ansigt. Bjørnen frygter, at fluen vil forstyrre hans vens søvn, og den tager derfor en stor sten og kaster den mod fluen og dræber den. Desværre kommer han i samme handling til at slå gartneren ihjel.

Hensigten med fablen er at skabe et udgangspunkt for en samtale med et barn om forholdet mellem den gode vilje og resultatet. Hvis man f.eks. laver lektierne for sin lille datter, der har svært ved at hitte ud af at lave dem selv, gør man hende en bjørnetjeneste. Hvis man giver en alkoholiker en flaske vodka, kan det ligeledes være med til at tage livet af ham, selv om gaven er velment.

Hvis vi ser ud over Danmarks grænser, kan vi finde La Fontaines fabel i oversættelse på alle de europæiske sprog, men det er kun i Danmark, at man har ophøjet betydningen “en stor tjeneste” til at være korrekt. Alle andre steder lader man bjørnetjenesten beholde betydningen en velment tjeneste, der gør mere skade end gavn. Hvis man googler begrebet bjørnetjeneste, vil man hurtigt opdage, at begrebet ikke optræder i betydningen "en stor tjeneste" i almindelig tekst. Begrebet optræder kun i "metatekst", altså i tekster, der handler om, at ordet bjørnetjeneste er et pendulord.