Beslut dig for, hvem du er!

Ovenstående sætning er nærmest umulig at læse som et moderne væsen uden at blive følelsesmæssigt indigneret. Årsagen er, at vi forbinder vores indre følelsesliv med vores identitet, og da de fleste af os er vokset op i en tid, hvor der er blevet gjort meget ud af at understrege, at det er finere at føle end at tænke, så kan man hurtigt føle sig trådt over tæerne. Men vi må gøre op med følelsernes kontrol over os, tage styrepinden tilbage og undgå, at de definerer, hvem vi er. Vi skaber selv vores billede udadtil. Et helt menneske er et menneske, der kan håndtere sit indre følelsesliv uden at ulejlige andre med det og uden at gøre sine omgivelser til ofre for det. Det hører med til læreropgaven, og det hører i høj grad med til dannelsen af vores børn og unge. Det handler om robusthed og selvrespekt.

Nutidens emotionelle identificering er medvirkende til at booste nænsomhedskulturen, for vi har gennem årtier hørt, at man ”skal mærke efter” og ”gå efter mavefornemmelsen”, og vi kan i vor tid blive anset for uautentiske, hvis vi ikke viser vores følelser alle steder. Men vi ér ikke vores følelser. Lad dét være en befrielse. Du kan ikke gøre for, hvad du føler. Dine følelser, og tanker for den sags skyld, er ikke dit ansvar. Så lad være med at skamme dig over dem. Men du kan gøre for, hvordan du formidler dem, og i hvor høj grad, du lader dig diktere af dem. Vi ér vores handlinger og adfærd. Selvbilledet skaber vi selv, og hvordan vi tager os ud foran klassen, klassekammerater, vores kolleger og omgivelser generelt er et spørgsmål om beslutninger.

Børn og unge lever i en samfundsperiode med hurtige retningsskift, flere nuancerede forventninger, og hvor omstillingsparatheden synes at være den største værdi på arbejdsmarkedet. De har som en modvægt derfor brug for stabile, ligevægtige voksne, der kan bære vægten af eget indre liv uden at lade det gå ud over præstationen i lærings- og dannelsesrummet. Det betyder ikke, at man ikke skal være empatisk. Slet ikke. Det betyder, at vi respekterer andres følelser uden at overtage dem. Vi tager elevens rystende hånd i vores egen rolige hånd og lærer dem at håndtere de følelser, der for os alle skubber på.

Antag ikke, at jeg ikke mener, man må føle eller udtrykke følelser. Der skal være masser af plads til at føle, og vi har formentligt alle været gennem kriser, hvor vi alle har haft behov for nogen, der lytter og lægger skuldre til, og naturligvis skal børn og unge lære, at det er ok at blive rørt, vred og skuffet. Men spørgsmålet er, hvorvidt vi vil lade følelserne påvirke vores handlinger på generel plan. Lader vi vores handlinger og ytringer være styret af vores indre følelsesliv, bliver vi utroværdige, fordi vores samspil med andre mennesker dermed afhænger af, om vi er i godt eller dårligt humør, om vi har lyst eller ej. Der er et bundniveau, vi ikke må gå under– uanset om vi er i det professionelle lærerliv eller hjemme i privaten. Og dette er vigtigt at påpege i dannelsesprocessen på elevniveau. Vi kan ikke sige til eleverne, at de ikke må være sure, skuffede eller kede af det. Den del kan de ikke selv styre og tage ansvar for. Men vi kan fortælle dem, at de kan tage ansvar for, hvordan de lader dem komme til udtryk.