Bare skolen var åben i weekenden

Heldagsskoler er en forholdsvis ny måde at lave skole på i Danmark. Der findes kun få heldagsskoler, og erfaringerne er på ingen måde identiske.

40 timer om ugen mod den almindelige skoles 25 til 30 timer om ugen kan lyde skræmmende for dem, der ikke har et nærmere kendskab til denne skoleform, men faktisk betyder det, at hverdagen er fuld af oplevelser. Og så er vi nødt til at nævne, at lange skoledage tilsyneladende ikke skader børn i andre lande - de er stadig børn og opfører sig ikke anderledes end danske børn.

Der er store fordele ved denne skoleform. Ture og ekskursioner bliver nemmere en naturlig del af undervisningen, da der er langt bedre tid til at fordybe sig med for eksempel museumsbesøg. Og de enkelte fag har mange flere ugentlige lektioner, end det er tilfældet i en almindelig folkeskole. De ekstra timer giver mulighed for en meget alsidig undervisningsform, og tiden skaber ro til fordybelse.

Lektiemæssigt er der også fordele at hente for såvel elever som forældre, idet der kun i særlige tilfælde vil være lektier. Det vil sige, at eleven faktisk har fri klokken 16 og med god samvittighed kan pleje fritidsinteresser eller legekammerater.

Heldagsskolen betyder mulighed for faglig fordybelse uden alt for mange afbrud. Det vil sige, at vi kan planlægge gode faglige og tværfaglige projekter, der ikke er styret af skemaer og bookede kalendere. Dagen byder også på lange pauser for eleverne, hvor de selv skaber rammerne for leg sammen med deres kammerater.

Vi har arbejdet her henholdsvis 21 og ét år og oplever ikke denne skoleform som »forræderi mod børn«. Børnene er også meget glade for ordningen, det er ikke sjældent, at elever kommer og siger: »Bare skolen også var åben i weekenden«.

Svar fra Erik Sigsgaard:

Heldagsskoler kan være gode for nogle børn, hvis de kan vælges fra, hvis de respekterer børnene, og hvis de ikke tager børnenes tid fra dem, men i stedet hjælper dem med at forvalte den. Som generel organisationsform er helhedsskolen farlig for barndommen. For hvor bliver den sociale praksis af?

Om forskellen på barndommen i forskellige europæiske lande ved vi kun meget lidt. |