Balance i regnskabet

I seneste udgave af Folkeskolen, kan vi alle læse om Skolen på Herredsåsen, hvor programmering og kodning for alvor er kommet på skoleskemaet. Ikke et ondt ord om dét i sig selv; jeg er personligt fan af, at man forsøger at nytænke folkeskolens metoder.

Dog mener jeg, vi skal være åbne for at diskutere, hvorvidt disse nye metoder bidrager med noget i forhold til de allerede eksisterende fagmål, eller om vi lærere har lidt for stor tendens til at falde i “det er nyt og spændende”-fælden.

Hvis man, som det beskrives i artiklen i fagbladet, udnytter teknologiernes fleksible modaliteter, og eksempelvis benytter dem til at visualisere begreber fra matematikkens verden, så mener jeg, teknologien bidrager. Tilbage er så kun at vurdere om den mængde tid og energi, der lægges i at sætte sig ind i kodning og programmering, står mål med det læringsudbytte, eleverne får ud af øvelsen eller ej.

Det giver mindelser fra 90’ernes danskundervisning i eksempelvis produktion af kortfilm, hvor vi brugte lige så lang tid på at lære at bruge klippeapparatet, som vi brugte på at lære at fortælle gennem film-mediet. Var det så danskundervisning, eller..?

Min opfordring er, at vi lærere skal være opmærksomme på, om vi er begejstrede for programmering og kodning, fordi det er nyt og spændende, eller fordi vi reelt kan se, det bidrager til vores respektive fag. Selv mener jeg, programmering og kodning er mindst lige så vigtigt som eksempelvis fysik, og at det burde have sit helt eget fag, men måske er du uenig?