Under min forrige praktik-turnus, havde jeg oplevet mig selv være mere frustreret end nogensinde. Jeg havde femte klasse i billedkunst i to timer, og jeg var glad og oplagt. da billedkunst, udover at være min helt store passion, plejer at være blandt de "sjove fag" blandt eleverne. Timen startede, og opgaven lød på, at de skulle lære at skabe en illusion af dybde i deres malerier ved at kunne adskille forgrund, mellemgrund og baggrund fra hinanden. Dette skulle de gøre ved hjælp af mørke og lyse farvernuancer. Jeg viste dem eksemplariske kulturbilleder, jeg viste dem fotografier af tågede landskaber. De var ud i naturen for at opleve tågen, de tog billeder af fænomenet, og til sidst skulle de så male tågen ud fra et af deres billeder. Succeskriterierne lød på, at de nu skulle forsøge at adskille forgrund, mellemgrund og baggrund fra hinanden ved hjælp af mørke og lyse farvenuancer. Ligesom i det tågede landskab. Jeg spurgte om de vidste hvordan man fx fik skabt lyse farver? Og hvad med mørke farver? Det kunne alle svare på. Så langt så godt. Dernæst gik de i gang.
Allerede efter fem minutter kom der sporadiske tilråb om, at de altså var færdige. Ti minutter: fire gav op, de orkede ikke mere, sagde de. Den opgivende stemning spredte sig som en virus i klassen. Et kvarter var gået, og alle var enten blevet færdige eller opgivet arbejdet fuldstændigt. Jeg spurgte om det var fordi de ikke kunne forstå hvad de skulle? – nej, alle forstod hvad de skulle, sagde de. Der opstod uro i klassen. Pludselig var jeg pædagogen, faren, moren, mængleren. Jeg var i vildrede. Efter noget tid kom en pige hen til mig med sit værk i hånden. Hun sagde, at hun altså ikke kunne finde ud af det, for det lignede ikke det tågede landskab hun ville male, det lignede bare en almindelig bakke med nogle træer på. Hun havde ret.
Måske var jeg ikke konkret nok i at fortælle dem, hvad de skulle. Og hvordan. Men jeg viste dem eksemplariske billeder, og de var ud for at se tåge, hvor kan man ellers opleve et landskab, hvor forgrund, mellemgrund og baggrund opleves mere adskilt? Og de kunne da alle svare på, hvordan man, rent teknisk, blandede farverne, så man fik de lyse og de mørke. Hvad var problemet.
Jeg roste Pigen, selvfølgelig, jeg sagde hun skulle blive ved. Pigen var ligeglad med ros, hun trak mig hen til deres bord i stedet, og inden længe glanede alle seks elever rundt om bordet på mig, afventende på hvad der nu vil ske, alle utilfredse over deres arbejde, udtrykte de både verbalt og kropsligt. Skulle jeg så blive ved med at bespise dem med klichéerne som "Nej nej, det er altså skide godt det der, Karla, Jasmina, Philip, Pernille … bliv endelig ved". Det kolde faktum var, at det ikke var skide godt, og at de sagtens kunne se, at det ikke var skide godt.
Jeg spurgte mig selv: Hvad gjorde mig til en dygtig tegner, udover at jeg tegnede som gal ? Svaret var ganske enkel: min onkel. Han var nemlig kunstner, min onkel. At se min onkel arbejde i sit værksted, at se ham foroverbøjet over lærredet med penslen i hånden. At få lov at stå og male ved siden af ham, i terpentinens stank (dengang i firserne), og i ny og næ få et smil fra ham, hans råd og vejledning. Manden, han vidste jo tydeligvis hvad han lavede; han kunne jo finde ud af det, han levede jo af det.
Inden længe var det mig, der stod foroverbøjet over papiret med penslen i hånden, og italesatte det jeg gjorde. Kom masser af hvid på papiret. Malede baggrunden først. Blandende farverne. Dernæst træerne i mellemgrunden. Tilføj lidt sort, og så til sidst forgrunden. Brugte fingeren til at tvære farverne ud i baggrunden, så himlen og skyerne fremstod lidt mere lækre, kunne ikke lade være. Klassen rundt om mig, glanende på hvad jeg lavede, de var stille, fokuserede. Engang imellem en "fedt, mand," eller "hvor vildt", ellers ro, fokus. Det tog mig fem minutter at demonstrere teknikken og italesætte processen. Dernæst var det elevernes tur. Selvfølgelig skulle de overtales, men inden længe gav de sig i kast med et nyt maleri. Jeg insisterede på, at de sagtens kunne gøre det bedre. De elever, der fangede teknikken, blev sat sammen med dem der ikke gjorde, og nu skulle de dele ud af deres erfaring med klassekammeraten, der stadig kæmpede med det. Jeg gik rundt og hjalp, fratog ikke deres arbejde fra eleverne, men gav dem råd og vejledning, præcist ligesom min onkel gjorde. Også med et smil. Skulderklap. Kram. Et par af dem begyndte at tvære malingen ud med fingeren. De mente det så bedre ud. Resultaterne var tydelige. De kunne se det. Selvtilliden blandt dem blomstrede:
At turde at være en mentor er vigtigt, og muligvis, for nogen børn, essentielt for deres læring. At være en mentor handler ikke alene om faglighed, altså at vise hvordan succes ser ud, men om den menneskelige relation, at være tæt på eleverne, vise dem vejen, være så konkret som muligt ved at demonstrere hvordan, italesætte processen, skulder mod skulder, og hvis nødvendigt, altid et skulderklap eller et kram fra dem. Hverken det vildeste oplæg via det mest moderne smartboard kan gøre det, såvel som et skamrost læremiddel, eller en über-konstruktiv kommentar råbt ud i rummet henvendt til en elev otte meter fra hvor man selv står.
At være en mentor kan vel praktiseres i alle fag. "Jeg ved ikke hvad jeg vil skrive om," kunne det lyde, når produktion af digte var i fokus i danskfaget. Så burde man sætte sig ned og konkret vise, hvad man selv ville gøre i sådan en situation. "Jeg aner ikke hvordan …" Så viser man hvordan. Italesætter processen. Så er det elevens tur. "Jeg gider ikke mere." Så viser man, helt konkret, at flid betaler sig. Hvis ikke man aner hvordan, må man vel finde ud af det. Det er os der er lærere. Ikke dem.
For at vende tilbage til det indledende spørgsmål: Har vi, i kølvandet på en langvarig demokratiseringsproces, stadig skæmte af anden verdenskrigs hjernevask-regime, kommet til at værne for meget om individet, viklet det ind i husplast for at værne det mod en besmittelse af det kollektive sind? Er vi måske bange for at vores elever vil ende med at blive kopier af os, hvis vi pludseligt optrådte som deres mentorer, viste dem vejen? Det ville uden tvivl stride imod den demokratiske tankegang, altså individets frihed til selv at vælge, som skolesystemet er underlagt under. Men blev Einstein en kopi af sin mentor Talmey? - vi ved det ikke, og vi finder nok aldrig ud af det. Sandsynligvis ikke, ville mit svar være. Og se bare på Platon.
Men ville det ikke være vigtigere at stille os selv dette spørgsmål: Hvis vi ikke tør vise eleverne vejen, være rollemodeller for dem, mentorer, frarøver vi dem så ikke også frihed til selv at vælge? Altså hvis det, at være en mentor, betyder, at eleverne rent faktisk lærer mere, ville vi så ikke åbne flere døre for dem, døre, de, på livets lange vej, kan vælge at gå ind ad, for at være metaforisk. Flere døre = flere valgmuligheder?
Her er et link, hvor I kan se billeder af forløbet: http://fjerdeatommerupskole.blogspot.dk/
At turde være en mentor – styrkelse eller svækkelse af demokratiet?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.