At tale skolen op er det nye sort

Det nye sort er et fast, men på dansk nyt udtryk (kilde), som i overført betydning henviser til en modelune eller trend (kilde). I titlen og følgende bør udtrykket dog tillægges en overført medbetydning, idet farven sort også er symbolet på skræk, ulykke, tilintetgørelse, død, mismod, tungsind og alvor (kilde). Hvordan især sidstnævnte har forbindelse med det at tale skolen op, og hvorfor den omstændighed bør tages ganske alvorligt, vil forhåbentligt være blevet tydeliggjort ved sidste punktum.

Det må være de færreste, der ikke har opdaget, at der nærmest er gået sport i, at man offentligt opfordrer til at tale skolen op. Eksempelvis vil en søgning på nettet vise, at Claus Hjortdal og skolelederforeningen ligefrem har gjort det at tale skolen op til en strategi (kilde). Formand for Skole og Forældre, Mette With Hagensen, tager dog skridtet videre, og opfordrer direkte lærerne til at tale skolen op (kilde).

Seneste eksempel er så Michael Ziegler, der d. 26. Januar 2016 overfor folkeskolen.dk er fremkommet med samme opfordring (kilde). Det er dog uklart, hvorvidt Michael Ziegler og KL i deres seneste offentligt proklamerede opfordring til, at skolen skal tales op, også inkluderer lærerne. Men mon ikke? Det ville i så fald ikke være første gang, at Ziegler er ude med en sådan opfordring til lærerne, hvilket fx skete så sent som i december 2015, hvor anledningen var en KL-undersøgelse, der viste, at 69% af skolecheferne i landets kommuner ikke kunne skaffe lærere (kilde). Umiddelbart et nobelt formål. Alligevel – og skal det vise sig, berettiget – gik Anders Bondo Christensen i modoffensiv. Han afviste blankt Zieglers opfordring med henvisning til, at det altså var lærernes arbejdsbetingelser, som udgjorde den egentlige årsag til lærermanglen.

Ziegler og KLs seneste opfordring fra januar 2016 begrundes dog nu i stedet med, at man vil forsøge at knække den kurve, som udviser en dalende interesse for at søge ind på læreruddannelsen (kilde). Igen umiddelbart en nobel begrundelse, som dog rejser, synes jeg, et vigtigt og påtrængende spørgsmål:

Hvordan vil lærere fremstå, der stiller sig på hælene (eller tøvende) over for en opfordring, hvis formulerede formål er at imødekomme lærermangel i en nær fremtid?

1) Som nogen, der ikke kan se konsekvensen af manglende lærere?

2) Som nogen, der har indset konsekvensen (fx Sverige), men bevidst ikke ønsker at bidrage til en løsning?

3) Noget tredje? (kom med eksempel)

Hvis (1): fremstår lærerne som lidt snæversynede og perspektivløse (eller identisk med den forrige regering, som Lykketoft måske ville have sagt). Det er ikke en valgmulighed, men nogen kunne potentielt have interesse i at udlægge det sådan.

Hvis (2): fremstår lærerne som nogen, der decideret ønsker, at det skal gå skolen og dermed eleverne dårligt, hvilket i princippet stadig gør lærerne snæversynede og perspektivløse, men altså også får dem til at fremstå som egoistiske, beregnende og kyniske. Hvilket altså heller ikke er en valgmulighed, men som nogen måske med større sandsynlighed end valgmulighed 1 i højere grad kunne have interesse i at promovere.

I lighed med hvad Anders Bondo Christensen gjorde i december, bør DLF vel på samme måde gå i en modoffensiv, eller i hvert fald kraftigt overveje, om ikke man som et præventivt modtræk burde udforme en offentlig tilkendegivelse, der påpegede, at den dalende interesse for at tage en bachelor som lærer nok især skyldes (ikke i nogen bestemt rækkefølge):

1) Læreruddannelsesreformen, der med ét forvandlede en ellers humanistisk funderet uddannelse til et mudulopdelt samlebånd for ensartethed og teknik. Unge er ekstremt kvalitetsbevidste i dag (ikke mindst fordi de kun har få skud i bøssen – m.m. de er velstillede). At afvise denne grund ville være at påstå det modsatte – er KL/UVM mon interesseret i det?

2) At fravalget ikke er udtryk for en reaktion på skolens rygte, men sker som en bevidst og velbegrundet reaktion på lærerfagets betingede virkelighed ude i praksis. Så ignorante og uoplyste er unge mennesker altså heller ikke, men det fremstiller man unge mennesker som, hvis denne grund afvises.

Desuden bør man vel på et mere generelt niveau påpege, at når lærerne opfordres til at tale skolen op, må opfordringen nødvendigvis have det anklagende udgangspunkt, at lærerne taler den ned. Og ved således at insinuere, at lærerne ikke bakker op om skolen (herunder dens skønne brugere), påstår man vel dermed også, at lærerne er nogle snæversynede, ignorante og egoistiske kynikere.

Der synes med andre ord at være god grund til bekymring og refleksion, når lærerne offentligt opfordres til at tale skolen op.

Slutteligt bør det fremhæves, at det at tale noget op, udgør, som Tobias Zimling Kristiansen skrev i sin kommentar til Ziegler-artiklen (kilde), en eufemisme for selvcensur. Man må derfor spørge: Hvad forsøger man at holde skjult? Hvorfor er der overhovedet brug for at blive talt op? Hvorfor kan nogle produkter mon sælge sig selv, hvorimod andre kræver en manipulerende markedsføring? Fortsæt gerne selv...

Ovenstående indlæg refererer på ingen måde til #skolepral-initativet, da opfordringen her begrundes ud fra andre motiver, og desuden mere end skolen ønsker at få talt læreren op.

Billede (c) Alan Light (kilde)