At skabe blindhed

På Munch-museet i Oslo kan man i disse dage opleve en særpræget udstilling: fire sales vægge behængt med værker af Munch - vel at mærke værker, der er så godt som eller helt ukendte.

Det er succesforfatteren Karl-Ove Knausgård, som har udvalgt værkerne og sammenstillingen af dem omkring tre temaer: Lys og landskap, Skogen, Kaos og kraft og De andre.

Ved at vælge de ukendte og i visse tilfælde ufærdige billeder ønsker Knausgård at få os til at SE den søgende Munch. Knausgårds pointe er, at de kanoniske malerier som fx Skrik, Angst og Sjalusi er blevet så ikoniske, at dette forhindrer os i at se andet end billederne. I samme nummer af norske Aftenposten (29. april 2017), som bringer dette synspunkt til torvs i psykiater Finn Skårderuds interview med Knausgård, fortæller den norske maler Vebjørn Sand, som har udstillingen Guernica - et vendepunkt i Galleri Fineart, at Picassos maleri stiller sig i vejen for at se, hvad det var der skete, da naziflyene sønderbombede den baskiske by; maleriet har overtaget virkeligheden.

Disse synspunkter har fået mig til at erindre en sentens af Picasso, som jeg faldt over, da jeg skulle være skoleleder for anden gang: Hvis jeg ved, hvad jeg vil finde, når jeg leder, hvorfor så gå efter det.

Knausgårds valg og sammenstilling af billeder af Munch er en øjenåbner for malerens stræben efter at nå ind til noget væsentligt i virkeligheden. I processen, i skitsen, i det ufuldendte ser man, hvilken retning hans blik og bestræbelser har.

Dette får mig til at glædes over, at de to første kanoner over dansk litteratur, som jeg var med til at udforme, handlede om forfatterskaber og ikke værker. I forfatterskaberne kan man, som blandt Munchs 1700 billeder, finde ind til kunstnerens stræben, som må være det, der er meningen med undervisning.

Det får mig endvidere til med vemod at tænke på, hvad en u- eller halvforberedt litteraturundervisning ud fra skabelonagtige danskportaler med læringsmål i sigtekornet afstedkommer. For det første er litteraturvalget ofte det sikre (kendte) og for det andet er de læringsmålrettede spørgsmål så styrende, at gode, finurlige, originale eller dumme iagttagelser overhøres for at nå frem til det, som udarbejderen har formuleret. Jeg har desværre flere informationer fra klasserumsobservanter om, at dette sker, selv når der er forskere til stede. Og for det tredje er kompetencetænkningen slet ikke interesseret i den ufuldendte søgen efter det væsentlige.

Se, denne type opgaver er - sammen med for ringe forberedelsestid - oplæg til læring i at se det forudindtagede - og undervisning til blindhed.