Argumenter udbedes

Fælles Mål II - en revideret udgave af Fælles Mål - udkommer snart. Der er for mange fags vedkommende tale om mindre og nødvendige moderniseringer, men for historiefagets vedkommende er der tale om et paradigmeskifte. Dels er der tale om en til dato uhørt grad af statslig indholdsstyring, dels ændres den didaktiske forståelse af faget fundamentalt. I stedet for at skulle udvikle elevernes historiebevidsthed i en samklang af fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventning skal man nu simpelthen »give eleverne kronologisk overblik«. Denne didaktiske omkalfatring i retning af kronologifiksering underbygges af indholdsstyringen med den historiske kanons placering i slutmålet for historie.

Man kunne stille ministeren to spørgsmål:

Hvad er formålet med mere statsstyret historieundervisning? Og hvorfor skal fagets formål være det forældede »lær fortiden«?

Det ville være rart at høre eventuelle argumenter for, hvorfor historiefaget vil blive styrket af det. Men i stedet for at stå ved, hvad han vil, påstår undervisningsministeren, at han gør det modsatte. Bertel Haarder har sagt, at vi i Danmark ikke skal have så stærk indholdsstyring af undervisningen, som de har i Sverige. Men det er det, han gør. En svensk professor i historie siger til Information 23. april, at et tiltag som det danske ville få svenskerne til at tale om formynderi.

Ministeren bedyrer også, at kanon maksimalt skal fylde 25 procent af undervisningen, »og det behøver ikke blive gennemgået kronologisk«. Men hele historiefaget har jo fået fokus på kronologi.

Tidligere hed det, at »formålet med undervisningen i historie er at styrke elevernes historiebevidsthed og identitet og øge deres lyst til og motivation for aktiv deltagelse i et demokratisk samfund ...« .

At motiveres til at kunne deltage i et demokratisk samfund er ikke længere et formål for historiefaget. Det bliver man heller ikke af at terpe årstal eller begivenheder, som ikke nødvendigvis siger én noget.

Opdragelse til demokrati betyder, at man tages med på råd, og at de, der bestemmer over én, melder åbent ud om, hvad de vil, står ved det - og tager debatten. Demokrati skal ledes demokratisk.

Det er i den sammenhæng påfaldende, at den kritik, Bertel Haarder får fra historikere i Sverige, mødes med: »De kan bare ikke lide borgerlige regeringer«, og at det siges om historielærerforeningens formand i Danmark, som er betænkelig ved den øgede politiske indholdsstyring, at hun »vil overlade det hele til lærerne«.

Hverken historielærerforeningen eller DLF har været modstandere af mål for fagene. Vi må kræve en demokratisk værdig debat, hvor kritik mødes med argumenter.

Læs Informations to artikler fra 23. april.

»At motiveres til at kunne deltage i et demokratisk samfund er ikke længere et formål for historiefaget«