Arbejdsgiverne vil ikke slippe rovet fra 2013

Landsretten afviste d. 25. januar, at Lærernes Centralorganisation på vegne af Danmarks Lærerforening kan køre en sag mod den danske stat for lærernes tab af den fri forhandlingsret i 2013. Hvordan er det sket, at DLF (medmindre Højesteret vil det anderledes) har forpasset muligheden for at føre denne sag? Jeg sad selv i hovedstyrelsen indtil 2016, og har dermed et medansvar. Jeg vil dog tillade mig at sige, at der er nogen, der har sovet i timen. DLF's ellers så dygtige sekretariat har simpelthen svigtet, så er det sagt. DLF's juridiske ekspertise trænger tydeligvis til en opgradering.

For det her drejer sig jo ikke om noget, der skete engang. Det tyveri af lærernes forhandlingsret, der skete i 2013, står stadig ved magt.

Allerede da Lærerkommissionen skulle nedsættes, gjorde KL det gældende som et ultimativt krav for overhovedet at indgå i arbejdet, at det vigtigste emne for lærerne ikke engang kunne komme til forhandling: Kravet om en eller anden form for loft over den enkelte lærers undervisningsmængde. KL og regeringen ville simpelthen ikke slippe rovet fra 2013, nedfældet i lov 409. Og gudhjælpemig om ikke DLF så sig nødsaget til at æde denne kolossale ydmygelse. Set i det lys er arbejdsgivernes proklamerede vilje til samarbejde tomme ord.

Man kan til evig tid diskutere, om vi skulle have taget en konflikt. Ingen ved, hvor det ville have ført os hen. Det er helt gratis at påstå hvad som helst om den sag. Hvorom alting er: Lærerne fravalgte det med åbne øjne. At skændes om, hvorvidt det var klogt eller dumt, giver ingen mening.

Jeg kan godt forstå, at sager skal kunne forældes. Ellers ville vi jo drukne i gamle stridigheder, der ingen ende ville tage. Men det her er netop ikke nogen 'gammel' strid. Tyveriet af lærernes ret til at forhandle det vigtigste spørgsmål vedrørende ordningen af deres arbejdstid har drastiske konsekvenser for alle lærere hver eneste dag.

Det her svarer til, at jeg hver dag ser min nabo køre rundt på den cykel, han stjal fra mig engang. Og så går jeg op til ham og siger, at nu kan det kraft***** være nok! Giv mig så min cykel! Hvortil han svarer: Gu' vil jeg da ej! Fjern dig! Det er min cykel nu!

Derfor skal sagen ankes til Højesteret. Og derfor skal alle lærere støtte Karsten Bräuners borgerforslag.