Ansvarsløse, kritiske forældre i skolen?

Den vender tilbage med jævne mellemrum: Debatten om urolige børn i skolen og de kritiske, ja måske ansvarsløse forældre, der ikke gider opdrage deres egne børn. Og ganske givet er det, at mange børn ikke ser deres lærere som autoriteter, og som personer de skal have respekt for. Der er naturligvis flere årsager til dette mistrøstige forhold. Men en afgørende faktor er, at der er forældre, som ikke bakker skolen op, ja nogle driver ligefrem ’undergravende’ virksomhed overfor deres børns lærere.

Langt de fleste forældre véd godt, hvor vigtige de er i barnets liv. Og de vil deres barn det bedste. Problemet er bare, at arbejde, karriere, internet, fritidsinteresser og Netflix fylder så meget i hverdagen, at deres viden om deres egne børns udvikling og faglige niveau ofte ligger på et meget lille sted. I værste fald ”rømmer de kommandobroen” og håber, at andre vil tage hovedansvaret for omsorgen, opdragelsen og undervisningen af deres barn. Disse andre, som forældrene måske overlader hovedansvaret til, er typisk lærerne, og set med deres øjne er dette bagvendt, fordi man jo synes, at forældrene selv bør tage hovedansvaret og, at det både er fejlagtigt opdragelsesmæssigt samt tidsmæssigt umuligt at overlade dette til skolen.

Både forældre og politikere signalerer ofte, at de er imod, at skolen i højere grad skal varetage familiens opgaver. Men på mange skoler oplever man altså, at der er forældrene som reelt fralægger sig flere og flere opgaver i forhold til deres børn. Mange deltager aldrig eller kun sjældent i skolens arrangementer eller går ikke ind på AULA. Det er tit forældre, som siger, at de synes, at det er vigtigt, at de er med til udforme den pædagogiske målsætning, men de deltager på den anden side ikke! Et ganske modsætningsfyldt forhold!

Måske ér der tale om, at en del af forældrene mere eller mindre slipper deres ansvar. Når der sker, er det vigtigt, at man som lærer udtrykker, at man udfylder sin del af ansvaret, at man godt kan selv, men på den anden ikke vil bære ansvaret alene! Og det er vigtigt at definere, hvad en lærer kan og ikke kan i forhold til det enkelte barns behov. Jeg tror her, at det er vigtigt, at man som lærer og skoleledelse gør det tydeligt, at man også stiller krav eller har forventninger til forældrene. Og dét bliver mere og mere påtrængende! Man skal så at sige ”byde op” til et godt forældresamarbejde, men det holder kun, når dette modsvares af en forældrevilje til at investere i dette samarbejde.

Og dér ligger udfordringen for skolen: At vinde forståelse for, at nok tager man udgangspunkt i det enkelte barn, men at der også et fællesskab i skolen. At acceptere forældres legitime krav og ønsker til skolen, men omvendt også signalere, at folkeskolen ikke er en ’servicebutik’, hvor den enkelte hele tiden kan forvente at få netop den ’vare’, han eller hun lige nu ønsker sig.

Et godt forhold mellem skole og hjem har en betydning for barnets trivsel i og dermed også udbytte af skolen. Det er et faktum, som man skal minde forældrene om og holde dem fast i!