Ansvarets falskhed

Ak, den kunst er tung at bære

Dyrkes kun af meget få

Den uendelige svære

Den, på jorden fast at stå.

Disse Kaalundske ord anfægter tilsyneladende ikke sammensværgelsen mellem DLF og Danmarks Lærerhøjskole i deres fælles bestræbelse på at ruske op, forandre og udvikle i en grad og i et så rasende tempo, at Mads Hermansen i Folkeskolen nummer 16 kan udlevere et småkomisk, sendrægtigt pædagogisk råd, der end ikke mente, at den dem påtvungne udvikling for udviklingens og de bedrevidendes skyld havde været drøftet i rådet. Tænk, hvis avantgarden ikke havde os almindelige lærere at trækkes med. Men vi må jo lære at mene det rigtige. Og noget af det vigtigste, som lærerne i fremtiden skal lære, er, at deres eget individ er intet, mens den kollektive gruppe er alt. Dette er vigtigt, ikke alene for at opfylde skolelovens hensigt med de brutalt sammenbragte, udelte klasser, nemlig at kvase elevindividerne til fordel for de middelmådighedsfremmende fællesskaber, men også for at underkaste lærerne den samme proces. Så bliver de også mere manipulerbare for den pædagogiske hjernetrust. Til det formål har foreningen og højskolen udruget et gøgeæg, de kalder 'gruppeansvar'. Skønt alle jordbundne i ædruelige øjeblikke må indrømme, at ansvar kun eksisterer bundet til enkeltindivider, så skal lærere dog ende med ad åre som den naturligste ting af verden at leve på løgnen om det fælles ansvar. Og løgnen er gangbar, for den støttes jo af den lighedsideologiske skolelov. Og i modsætning til alle tidligere love må netop denne falskhedens skøre mimose ikke angribes. Derfor er der frit løb for angrebet på lærerindividualiteten, så lærerne bliver bedre egnede til at angribe børneindividualiteterne i overensstemmelse med skoleloven.

Vagn Madsen

viceskoleinspektør

Brønderslev