Ansvar

I min verden, er der intet over eller under det personlige ansvar. Fælles ansvar skal forsvares, men ikke for enhver pris. Derfor melder jeg mig nu ud af Danmarks Lærerforening (hvis jeg kan få lov til det). Jeg vil ikke længere tage ansvaret for DLF, som forvalter vores fælles ansvar. Konflikten er udfoldet for mig nu en krystalklar konflikt mellem samfundet og Danmarks Lærerforening. Det er ikke en konflikt mellem mig og samfundet, men mellem samfundet og min interesseorganisation.

DLF kæmper ikke mine sager, men deres egne (dvs. de flere tusinde aktive, lønnede og ansatte i DLF) godt støttet af kernen omkring DLF kredsen, som mestendels synes at består af lærere med tyve eller flere år på bagen. Det vil sige den store gruppe af lærere +50, som i dag nyder de privileger DLF har forhandlet hjem til dem og de lidt yngre som glæder sig til også at skulle få del i de goder. For som de synger i kor – it’s hard to be a lærer in the danish folkeskole.

Siden jeg blev medlem, har jeg været uenig i meget af det DLF står for (også at lærerjobbet skulle være specielt hårdt) og dybt uenig i det DLF står for i denne konflikt. Jeg vil at samfundet, repræsenteret ved staten og kommunerne, får og kan tage ansvaret for den danske folkeskole. Jeg vil kunne stille mine krav til samfundet (læs: min kommune) om den bedste skole, dvs. gode rammer og rigelig med lærere, uden risiko for, at mine krav blive afvist, med henvisning til, at det er DLF’s skyld. Jeg er ligeglad med hvem der har skylden for hvad, også fordi man i det pædagogiske arbejde ikke kan bruge skyld og syndebukke til noget. Jeg har ikke mere tillid til KL end til DLF, jeg vil blot have renere linjer i forhold til ansvaret. Jeg har et personligt ansvar og det skal stilles det rette sted, i forhold til det fælles ansvar. Kunne DLF overbevise mig om at de har ret og fat i den lange ende, i denne konflikt, blev jeg og betalte gerne mere i kontingent. Men DLF har alt andet end ret i denne sag og hvad værre er – DLF kæmper mod logikken i det offentlige rum, hvor DLF nu kæmper for den samme danske model, som med den største logiske selvfølgelighed, holder regeringen fra et indgreb.

Det er simpelthen for ringe af DLF. Flere tusinde aktive, lønnede og mange ansatte, flere højtlønnede, er udefra set, blevet taget med bukserne nede; med enden i vandskorpen og håret i postkassen, nu, da de på en og samme tid, kæmper for den danske model, alt imens de beder til højere magter og folkestemningen om et hurtigt regeringsindgreb, der tilsidesætter den danske model. ”Hurtigt” inden DLF har mistet hele den formue, som de +50 har sparet op. Hvis ikke det var så tragisk for børn og forældre, var det til at grine af. Det sørgelige understreges så også af at DLF blev brugt som nyttig idiot for de store fagforeninger, der lever (godt) af at forhandle løn for de offentlig ansatte.

DLF har nok været en stolt skude engang. Nu er det en plimsoller og jeg går i land.