Angsten for undervisningen om det religiøse

I Politiken den 10. juni kunne man læse om en mor, der havde valgt at tage sit barn ud af kristendomskundskabsundervisningen, fordi hun oplevede, at faget ekskluderede børn med et andet livssyn end det kristne. http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5988478/Nu-fritager-vi-vores-datter-for-undervisning-i-kristendom

Som lærer – og i særdeleshed religionslærer – oplever jeg dette som en kæmpe miserklæring til skolen som institution og til mig som didaktisk formidler… og hvor er det bare trist… men helt ærligt også temmelig arrogant!

For hvad handler det her egentlig om? Har vi at gøre med en oprigtigt bekymret mor, der ængstes ved skolelærerens kontinuerlige hjernevask i den kristne gud og dennes skaberværk, og som slet ingen forståelse har for børn med anden eller ingen tro end den kristne? Eller har vi at gøre med en veluddannet kvinde, der har en fordømmende holdning til kristendommens rolle i det danske samfund, og nu bruger sit barns skolegang til at udtrykke denne negative holdning?

Jeg hælder til det sidste.

Den gode undervisning

Faget kristendomskundskab er et vanvittigt spændende fag, hvor eleverne har mulighed for at forholde sig til grundlæggende livsspørgsmål, etiske problemstillinger, mellemmenneskelige relationer, menneskets universelle nysgerrighed og helt vildt mange gode fortællinger!

Det er helt rigtigt, at den evangelisk lutherske kristendom får den største opmærksomhed, men slet ikke i det omfang og på den måde som denne ”bekymrede” mor fremstiller det. Og faktisk undervises der, i indskolingen, i rigtig mange af de jødiske myter, hvor det ligger lige til højrebenet at henvise til både den kristne og muslimske tro, så børnene opnår forståelse for sammenhængen mellem religionerne.

Lidt paradoksalt er det måske også, at man kritiserer en institution for at være ekskluderende for så, i protest, at melde sit barn ud af fællesskabet!

Hmmm, siger jeg bare!