Anders Bondo og metodefriheden

Mit formål med at stille spørgsmål til Anders Bondo om lærerens metodefrihed i Folkeskolen nummer 36 var naturligvis ikke at få ekskluderet nogle kolleger fra foreningen, men at bidrage til en skærpelse af foreningens holdning til metodefriheden. Minde om, at foreningen er nødt til at tage sin egne professionsidealer alvorligt. Det viser Anders Bondo med sine to indlæg, at han gør.

Og det er stærkt påkrævet, fordi mange kommuner én efter én er ved at indføre en skolepolitik eller en strategi for »den rummelige skole« tilskyndet af KL. I den forbindelse stilles krav til skolerne og lærerne om at følge en bestemt pædagogisk metode. Dermed sættes lærerens metodefrihed og didaktiske ansvar under angreb.

Det skal der slås et slag imod, for metodefriheden er, når det kommer til stykket, selve det pædagogiske omdrejningspunkt for foreningens professionsstrategi.

Det har undertiden været fremført, at metodefriheden ikke eksplicit er formuleret i folkeskoleloven. Men det er værd af hæfte sig ved skiftende ministres forsikring om, at metodefriheden er intakt, og ved filosoffen Jørgen Husteds udsagn om, at metodefriheden er en nødvendig følge af lovens paragraf 12 og paragraf 18. Det bakkes i øvrigt op af Undervisningsministeriets egne folk. I bogen »Folkeskoleloven med kommentarer« (Kroghs Forlag), der er redigeret af ministeriets konsulent, Kirsten Krogstrup, skriver hun om paragraf 18, stykke 4: »Denne bestemmelse hjemler lærernes metodefrihed«.

Det er primært denne paragraf og 100 års dansk skoletradition, som mange kommuner tilsyneladende er i færd med at forgribe sig på. Og det er det, som DLF må ruste sig imod. Eventuelt gennem en prøvesag mod en grænsesøgende kommune.